FACEOFF

Det vildeste indenfor spring-gymnastik

Foto: Mads Peter Iversen

Slut med stramme, tætsiddende trikoter og ind med bar overkrop.

Det er noget af det, der kendetegner en helt NY KONKURRENCE-FORM i gymnastik. FACEOFF hedder det nye tiltag.

Inspirationen er fundet ved at skæve til miljøer som fx skateboarding, snowboarding, hiphop-kultur osv. Det er blevet til en urban og street måde at lave konkurrence på i gymnastik. 

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Under dysterne spilles der høj musik - meget høj musik.
Adskillige gigantiske bashøjtalere er specielt hyret ind til at hæve lydniveauet i Forum Horsens til stor begejstring for både tilskuere og udøvere på scenen.

4 lastbil-fulde topmoderne gymnastik-redskaber har også fundet vej til hallen godt hjulpet på vej af de mange frivillige, der gør et sådant arrangement muligt. 

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Tre landsdele kæmper mod hinanden på en kæmpe scene badet i spotlights lige midt i salen. Team Fyn, Team Jylland og Team Sjælland stiller med 10 håndplukkede top-gymnaster, som udgør hver sit hold. 

4:57
Se tv-indslag om Faceoff 2017

Der er 10.000 kroner til det vindende hold, men det er ikke derfor gymnasterne stiller op - det er helt andre ting, der trækker.

quote Der er rigtigt meget attitude. Det handler sindssygt meget om at få publikum med

Kristoffer Krüger, gymnast Team Jylland

Foto: Mads Peter Iversen

KRISTOFFER KRÜGER, er den gymnast, der har været med flest gange til Faceoff. Han er en af landets absolut bedste indenfor Team Gym, hvor han mange gange har vundet DM med sin klub Gjellerup Sdr. Europamester er han også blevet med landsholdet. Alligevel har humørbomben fra Silkeborg takket ja for tredje gang ud af tre mulige til Faceoff.

- Jeg synes, det er mega sjovt. Jeg er ikke så meget til det der seriøse noget hele tiden. Så er det fedt at komme med til en konkurrence, hvor man kan få lov til at lave lidt sjov og give den gas, siger Kristoffer med sit store smil.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Kristoffer Krüger er blandt andet pjattet med den høje musik.

- Det er fuld smadder på den. Det får én i gear. 

Og den løssluppenhed med spontane højlydte tilkendegivelser der er blandt publikum, som var de til boksekamp, er også noget, der tænder den erfarne gymnast.

- Det er ikke bare folk, der klapper, hele salen går amok, fortæller danmarksmesteren i Team Gym.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Og så er det også et sted, hvor der er plads til at gymnasterne viser attitude med eller uden t-shirt. Tonen er skarp, og op til konkurrencen kører holdene krig mod hianden på de sociale medier. Men man skal ikke tage fejl. Det hele er spil for galleriet.

- De kender jo bare hinanden Jylland, Fyn og Sjælland, siger træner Mads Maretty fra Team Jylland.

- Inden vi skal på gulvet, står vi også alle sammen og laver kampråb. Det er kraftedme fedt mand. Det kan andre sportsgrene godt lære noget af – det er god stil, siger træneren.

 

quote Hele starten med Faceoff var jo at prøve at rykke de sjove ting, der sker i træningssalene, ud til publikum

Malthe Hahn, medstifter Project JUMPoff og Faceoff

Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

Det var FIRE GYMNASTIK-VENNER, der for fire år siden over en kop kaffe kom til at tale om, at der manglede noget i dansk gymnastik. De ville gerne tage den traditionsrige idræt ud af dens faste rammer på en eller anden måde.

Malthe Hahn, Frederik Jul Bertelsen, Søren Bidstrup og Jesper Nøhr Bertelsen fyldte en lastbil med redskaber og dygtige gymnaster, og så drog de til Sverige. Her lavede de en film med gymnastik, tricking, udspring og meget andet, som alt sammen foregik på flotte locations i broderlandet. Det kom der en enestående film ud af.  

Den blev en kæmpe international succes med over 166.000 views på YouTube - set i over 100 lande. Flere film er kommet til i det, de kalder Project JUMPoff og nu også med en alternativ gymnastik-konkurrence - Faceoff. 

- Jeg tror, vi syntes, der manglede noget, fortæller Malthe Hahn.

- Alt andet er meget traditionsbundet og kører, som det nu kører og udvikler sig meget langsomt. Vi så et sted, hvor vi syntes, vi kunne bidrage med noget, siger medstifteren.

Se Gymnastik-Magasinets udsendelse om Project JUMPoff

 

Faceoff er blandt andet kendetegnet ved et simpelt regelsæt, hvor der lægges meget vægt på wow-faktor i det, gymnasterne viser til konkurrencen.

-  Vi vil bare gerne give gymnasterne lov til at vise, hvor dygtige de er, når de leger og har det sjovt i træningssalen, og det tror vi, der er rigtig mange publikummer, der går glip af, siger medstifter Malthe Hahn.

quote Det er vi nødt til at se igen

Dennis Laumark og Pernille Wulff, publikummer fra Odense

Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

De forrige års konkurrencer blev holdt i en udsolgt hal i Svendborg, hvor den lokale gymnastikforening, SG, har været med til at løbe projektet i gang. Her vandt fynboerne på hjemmebane begge gange.

Nu er Faceoff rykket i STØRRE RAMMER i Forum Horsens. Her kommer folk strømmende til fra hele landet.

- Jeg forventer at se noget ud over det traditionelle, siger Simon Simonsen, der er kommet fra Vejle for at se på løjerne. Han er selv tidligere gymnast.

- Jeg glæder mig til at se de gode spring, det gør jeg sgu, siger han med julelys i øjnene.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Dennis Laumark og Pernille Wulff fra Odense er gengangere fra de forrige år og sætter hurtigt ord på, hvad der trækker.

- Stemningen og alle de fede tricks og det er vandvittigt fede gymnaster, der er med, fortæller de.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Karin Kappel har også taget turen fra Odense. Hun har taget børnene med. 

- Det er fordi jeg gerne vil se noget spændende gymnastik og en ny måde at lave gymnastik på. Så tænkte jeg, at jeg ville hive mine børn med, som synes gymnastik er skønt.

Men også forældrene hjemme i Thy har takket ja til invitatinoen.

- For de har også lavet meget gymnastik, og så tænkte jeg, de skulle lige se en moderne form for gymnastik, fortæller hun og erkender, det er lidt af et sats.

- Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er, jeg skal se, så det glæder jeg mig til. 

quote Det behøver ikke være det sværeste - bare anderledes, så trækker det op

Simon Øbro, overdommer Faceoff

Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

De tre landsdele dyster i SEKS UDFORDRENDE DISCIPLINER. Nogle gange mand til mand  - andre gange hold mod hold. Nogle af redskabs-opstillingerne minder lidt om sørøverleg fra skoletiden, hvor alt tænkeligt materiale var hentet ud i gymnastiksalen fra redskabsrummet. Det udfordrer gymnasterne til at tænke nyt, når de skal imponere med deres kunnen i det nye landskab af redskaber.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Efter de seks discipliner tælles pointene sammen. De to landsdele, der har flest, tørner sammen i en yderst dramatisk finale: The Battle.
Her er pointavlen visket ren, og hele salen koger i et inferno af råb og musik. Det bliver så intenst, at gymnaster på et tidspunkt støder sammen under springene.

- Det er en stemning, der er helt ubeskrivelig. Det er fedt samtidig med, at det er lidt spændende, når der kommer folk flyvende, siger Jeppe Kaas fra Team Sjælland.

Han har ellers prøvet lidt af hvert. Fx som artist i det verdensberømte Cirque de Soleil og som gymnast på DGI Verdensholdet.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

En anden garvet gymnast blev også overrumplet af stemningen.

- Det var vanvittigt – det var for sindssygt.

- Der var en fuldstændig vanvittig stemning derinde i hallen. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, siger den rutinerede Kristoffer Hayes fra Team Jylland. Han kommer oprindeligt fra Brande og er vant til at konkurrere på landsholdet i Team Gym, hvor han ofte er set som fast mand bagest i springkøen på bane.  

Sidste gang var han dommer - i år stod han selv midt i heksekedlen.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Lige netop stemningen er noget af det, de fem dommere lægger stor vægt på.

- Det betyder helt sikker meget. Det er også noget af det, der er specielt. Reglementet er ikke så fast, at man får point for en skrue eller en salto, men stemningen og set-uppet har indvirkning. Det står i reglementet, at publikumstække, det skal have indflydelse på bedømmelsen, siger overdommer, Simon Øbro.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

TV-værten og tricking-talentet, Rasmus Ott, er med som dommer for første gang. 

- Jeg glæder mig til at se dem fyre den totalt af og prøve noget af, de ikke nødvendigvis kan gøre til en almindelig konkurrence. Så det glæder jeg mig super meget til at se, siger den tidligere MGP-stjerne, som var med i åbningsshowet med nogle tricks.

quote Jeg kan se, at det bliver rigtigt, rigtigt stort. Jeg kan også se, at det bliver internationalt

Malthe Hahn, medstifter Project JUMPoff og Faceoff

Foto: Flemming Christensen

Der flyver hele tiden NYE TILTAG rundt i brainstorm hos Faceoff-skaberne. Ideerne står faktisk i kø. Senest har de lavet en camp, hvor en masse talenter kunne komme og prøve nogle af de ting af, som foregår til Faceoff-konkurrencen.

- Det udsprang af, at der var en dreng, der efter en konkurrence kom og spurgte mig, hvor man kunne gå til Faceoff henne, fortæller medstifter Malthe Hahn.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Han forsikrer, at der er flere tanker igang om, hvordan man kan få endnu flere til at få glæde af Faceoff-tanken.

- Det kunne godt være events, der er specialiseret hen mod damerne, og der er også kun seniorer med.

- Vi vil helt vildt gerne have juniorerne og efterskolerne med, så de ikke kun skal nøjes med at være publikummer, så vi kan få flest muligt med i Faceoff, siger Malthe Hahn.

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

 

 
 
Foto: Mads Peter Iversen

Gymnastik-Magasinet på TV MIDTVEST viser senere hele konkurrencen. Derfor har vi ikke afsløret vinderen af Faceoff 2017 her. Hold øje med Gymnastik-Magasinets Facebook-side, hvor vi oplyser, når programmerne er klar.