R skyld i motorvejs-tilbageslag

De Konservatives Per Ørum Jørgensen giver De Radikales Johs. Poulsen skylden for, at der ikke bliver lavet en VVM-undersøgelse for en motorvej mellem Herning og Holstebro.

Det blev kun til en forundersøgelse til fire millioner kroner. Det var langt fra, hvad de midt- og vestjyske politikere havde håbet på. Nu langer De Konservatives Per Ørum Jørgensen ud efter Johs. Poulsen fra De Radikale.

- En væsentlig årsag er, at der var to løsninger i spil. Johs. Poulsen (R) havde bragt en motorvej over Simmelkær på banen. Denne usikkerhed gjorde, at der kom tvivl om ruten, så det blev nødvendigt med en forundersøgelse, siger Per Ørum til Dagbladet Holstebro-Struer.

- Hvis alle havde stået fast på rute 18 havde der været større chance for at få en VVM-undersøgelse, siger Per Ørum.

De Radikales Johs. Poulsen afviser dog Per Ørums kritik.

- Det viser, at Per Ørum ikke ved noget om, hvad der er foregået. Omfartsvejen omkring Sunds var lagt fast, og Simmelkær-løsningen var for droppet, før vi diskuterede VVM-undersøgelse af rute 18. (..) Per Ørum vælter sig i en glasbutik i et forsøg på at dække over De Konservatives egen rolle i sagen, siger Johs. Poulsen til Dagbladet.