Pytlick: Rigtigt at droppe Skov

Pytlick: Rigtigt at droppe Skov

Jan Pytlick vil ikke delagtiggøre offentligheden i, hvorfor han endte med at droppe Viborg-spiller Rikke Skov til EM. Rikke Skov er skuffet og overrasket.

Jan Pytlick vil ikke delagtiggøre offentligheden i, hvorfor han endte med at droppe Viborg-spiller Rikke Skov til EM.

Rikke Skov var ellers godt i gang med at forberede sig til EM i Ungarn og Kroatien i stedet for den skadede Marianne Bonde, men Viborg-profilen blev onsdag eftermiddag droppet til fordel for Louise Svalastog.

Mavepuster for Viborg-profil

Den beslutning accepterer Rikke Skov, men hun er lidt ærgerlig over at have sat himmel og jord i bevægelse for ingenting.

- Det var jo så noget af en mavepuster, at jeg alligevel ikke skulle med, og jeg må nok sige, uden at det skal lyde surt og bittert: Jeg har oplevet bedre mandskabsbehandling i min tid i håndbold, sagde hun til Ekstra Bladet onsdag.

Landstræner Jan Pytlick vil ikke komme med nogen forklaring på, hvorfor han ombestemte sig, da han fredag i Københavns Lufthavn af DR Sporten bliver bedt om at kommentere sin beslutning.

- Jeg er bare glad for, at Louise har sagt ja til at være med. Og jeg er sikker på, at vi har taget den rigtige beslutning ved at udtage hende til at udfylde hullet efter Marianne Bonde, siger Jan Pytlick.

Uværdigt forløb

Landstræneren bliver spurgt om, hvad der skete i tidsrummet fra, at han kontaktede Rikke Skov, til at han valgte Svalastog.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg kan ikke stå her og fortælle hele forløbet, men jeg synes, at måden, det er foregået på, har været uværdigt, lyder det fra landstræneren.

- Hvad der er foregået og ikke foregået, bliver mellem spillerne og mig, og det er sådan, at det er, siger en ifølge DR Sporten vred Jan Pytlick.

Står klar igen

Danmark tager søndag hul på EM-turneringen, når de danske medaljekandidater møder Ukraine.

Og får landsholdet senere brug for Rikke Skovs kræfter, så står Rikke Skov klar på trods af skuffelsen over at være blevet vraget.

- Jeg har været i dette game i mange år og kan tåle lidt af hvert, men en gang imellem kan man jo godt undre sig over ting, der ikke var nødvendige, siger Rikke Skov.

/ritzau/