Pytlick: Lærke ude af VM

Lærke Møller bliver sandsynligvis ikke klar til VM i Brasilien i december.

FCM playmakeren Lærke Møller er skadet og kommer efter alt at dømme ikke med til VM i december i Brasilien. Det skriver sporten.tv2.dk i dag.

Landstræner Jan Pytlick har tilsyneladende opgivet håbet om at få playmakeren i VM-form:

- I mit hoved er Lærke ude af VM. Hvis hun så bliver klar, så er det fint. Så må vi se, hvor langt hun er fremme, og om hun kan bidrage med noget, siger Jan Pytlick til sporten.tv2.dk.

Knæskade allerede i juni

Lærke Møller fik en knæskade i juni i landsholdets første VM-kvalifikationskamp mod Polen. Siden har hun ikke spillet håndbold. Forventningen er dog, at hun så småt kan begynde at genoptræne knæet igen i begyndelsen af oktober.