Pusher truede kokainkøber med pistol

En 48-årig mand i Thisted blev i aftes truet med en pistol og frarøvet sine penge, da han opsøgte sin pusher for at købe kokain.

Politi.dk patruljebil_type1.jpg

Den 48-årige mand var torsdag aften taget hen til sin pusher på Refsvej i Thisted for at købe kokain. Men da manden bankede på døren, var det ikke hans normale pusher, der åbnede døren.

En ukendt mand stak en pistol i maven af den 48-årige mand og tvang ham til at udlevere de 700 kroner, han ville have købt kokain for. Det blev den 48-årige så fortørnet over, at han meldte røveren til politiet.

"Det er ikke hver dag, vi får sådan en anmeldelse," siger vagtchef Lars Even ved Midt- og vestjyllands politi til TV/MIDT-VEST. Politiet overvejer nu, hvad der skal ske med den uheldige kokainkøber.

Pusheren og overfaldsmanden fra Refsvej blev efter en afhøring løsladt. De er begge sigtet for væbnet røveri.  De to mænd er 18 og 20 år og særdeles godt kendt af politiet.