Pusher fængslet for besiddelse af 744 piller

En 54-årig mand har fået en straksdom på otte måneders fængsel. Han var blandt andet i besiddelse af 744 forskellige piller samt kokain og amfetamin.

PolitiErme_0.jpg

En mand fra Thisted har fået en straksdom på otte måneders fængsel for besiddelse af hård narko med henblik på salg.

- Vi havde fået et tip fra en borger, og så kørte vi op og ransagede hans bopæl. Han er kendt fra miljøet i forvejen, så vi havde allerede et øje på ham, siger Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Den 54-årige mand blev snuppet med 20 gram kokain, 26 gram amfetamin, en klump hash, forskellige svampe samt 744 forskellige piller.

Det var en blandet omgang, som manden var i besiddelse i. Blandt de 744 piller var der både morfin-, stesolid-, rivotril-, valium- og ritalinpiller.

Manden er tidligere kendt af politiet for salg af narkotika.