Pumper holder vandet i skak i Skive

Beredskab pumper vand væk fra parcelhuskvarter ved havnen i Skive

skive_havn.jpg

Mens pumperne kører på højtryk ved havnen i Skive, kigger de lokale beboere i området ængsteligt på vandet, der siden i går eftermiddags er steget op til næsten 1,5 meter over dagligt niveau.

Skive Kommunes beredskab startede pumperne i går, og højvandsvagt Henrik Hjorth fortæller, at der har været tryk på vandet lige siden.

- Der er kommet meget nedbør siden i går. Det sammenholdt med højvandet i Limfjorden har gjort, at vandet på et tidspunkt stod meget højt, siger Henrik Hjorth.

Den specielle udfordring i Skive er et lavtliggende villaområde, der er tæt på fjorden og et vandløb. Her har der i løbet af årene været talrige oversvømmelser. 

- Vi har kontrol over situationen lige nu. Men når stormen lægger sig ved vi, at der bliver presset endnu mere vand ind i Limfjorden, og så kan det blive kritisk, fortæller Henrik Hjorth.

Derfor har kommunen valgt at holde beredskabet kørende indtil mandag formiddag, hvor stormen gerne skulle været taget af.

Video'en her i artiklen er taget af Jan Kønig Pedersen, Mobilholdet.