Podcast: Psykolog med opråb til unge: I er for flinke

I denne uges udgave af podcasten Køreturen kan du møde psykolog Anne Nørgaard, der har et budskab til de mange unge, som bliver påvirket af vores konkurrencesamfund.

Psykolog, Anne Nørgaard.
Psykolog, Anne Nørgaard.
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Får jeg de rigtige karakterer? Er jeg populær blandt vennerne? Ser det hele godt ud på de sociale medier? Kan jeg lande det rigtige job? Og hvad med mor og fars skilsmisse?

Det er nogle af de tanker, psykolog Anne Nørgaard hjælper unge med, når de kommer forbi hendes klinik i Holstebro.

For hende er der ingen tvivl om, at der hviler et stort pres på 15-30 årige i vores samfund, hvor der hele tiden skal præsteres og konkurreres.

Derfor ender mange med at modtage psykologhjælp, forklarer Anne Nørgaard.

- Man forsøger at holde ud og klare sig selv. Udholdenheden kendetegner faktisk den vestjyske kultur. Vi vil forsøge at klare os selv. Så dem der kommer til mig er faktisk modige. For man skal også have et overskud til at bede om hjælp.

- Man løber ikke til psykolog i Vestjylland. Det undgår man faktisk i ret lang tid. Så dem jeg ser, har faktisk haft brug for hjælp i et stykke tid, siger Anne Nørgaard.

Stresser at skulle være den bedste

Konkurrencen i samfundet er stor. Faktisk kan man næsten ikke engang tænde fjernsynet, uden det handler om at konkurrere og blive nummer et, påpeger psykologen, der ser de samme tendenser i vores hverdag.

- Det gør hjernen stresset, hele tiden at skulle være den bedste. Det er der ingen hjerner, der kan holde til, som jeg ser det. Konkurrence er fint til et vist niveau, men så kommer overbelastningsskaderne.

- Selv når vi har fri, er dagen planlagt fra morgen til aften, så vi skal også have hjælp til at slappe af efterhånden, siger Anne Nørgaard.

Unge er for flinke

I dagligdagen ser Anne Nørgaard mange unge være både triste, udmattede og deprimerede. Men hun slår samtidig fast, at ungdommen aldrig er set stærkere og mere veluddannet end nu.

Pligtopfyldelsen er med andre ord stor, og derfor håber Anne Nørgaard, at unge i fremtiden vil gøre op med præstationskulturen, som vi ser den i dag.

- Jeg tror, der kommer en modreaktion. Jeg tror, ungdommen vil have et miljø, man kan holde ud til at være i.

Er vi unge for flinke?

- Ja, i den grad.

På køretur med en psykolog

I denne uges udgave af podcasten Køreturen kan du høre meget mere om psykolog Anne Nørgaards syn på vores konkurrencesamfund, og hvordan unge lider under den.