Psykolog har forståelse for nysgerrige tilskuere

Det har vakt forargelse, at en ung mand var alene om at redde en ældre herre op af vandet onsdag. En psykolog giver en forklaring på de nysgerrige tilskuere.

02:17

Se interviewet med psykolog Dorte Vilsgaard, der forklarer, at det kan være en naturlig reaktion for nogle mennesker at filme en ulykke. Video: TV MIDTVEST

Der stod omkring 50 mennesker på kajen og så på, da en 24-årig ung mand forsøgte at redde en ældre herre op fra havnen i Nykøbing.

Læs også Nicolai reddede mand fra at drukne imens mange kiggede på

Nogle filmede episoden med deres mobiltelefon.

Det har skabt forargelse blandt mange. Men Dorte Vilsgaard, der er psykolog i Struer, har en forklaring på de mange tilskuere.

- Man går i chok, når der sker noget alvorligt, og så aktiveres der et nødberedskab i vores system, hvor følelserne sorteres fra, siger Dorte Vilsgaard.

Det er usmageligt

Episoden på havnen i Nykøbing, hvor den 24-årige Nicolai Ris reddede en mand op af bassinet vækker stor forargelse og debat på TV MIDTVEST’s Facebookside. Her har flere kommenteret på historien.

Man holder bogstavelig talt virkeligheden ud i strakt arm, når man ser det gennem en mobiltelefon. Det føles trygt og godt, nærmest som om man sidder derhjemme

Dorte Vilsgaard, psykolog, Struer

- Det er usmageligt at stå og kigge på andres ulykke uden at gøre noget. Og så at tage billeder. De skulle have en bøde, der siger spar to, skriver Rita Solveig Larsen på TV MIDTVEST’s Facebook side.

Også en pensioneret politimand er påvirket af episoden.

- Jeg er lykkelig for at være pensioneret. Havde jeg været ansat endnu, var jeg blevet fyret. Fyret fordi mit temperament ikke ville tillade disse uempatiske tosser og deres utilgivelige, usmagelige snagen i andres død og ulykke, skriver Jørgen Faber.

Som at sidde derhjemme

Når nogle folk vælger at tage mobiltelefonen frem og filme en episode som den på havnen, kan det være en form for forsvarsmekanisme, lyder det fra psykologen.

- Man holder bogstavelig talt virkeligheden ud i strakt arm, når man ser det gennem en mobiltelefon. Det føles trygt og godt, nærmest som om man sidder derhjemme. Selvom verden er på den anden ende på den anden side af skærmen, siger psykolog Dorte Vilsgaard.

Læs også Børge Madsen reddede også liv imens andre så på: Det gør mig vred

Hun tilføjer, at man ikke ved, hvordan man selv vil reagere i sådan en situation, før man selv står i det.

- Som mennesker er vi udviklet gennem nysgerrigheden. Og så har vi en kultur, der gerne skulle undertrykke den nysgerrig. Men det er ikke altid, at det er muligt, siger hun.

Og det er den nysgerrighed, som flere personer havde svært ved at modstå onsdag.

Heldigvis slap den ældre mand fra ulykken i Nykøbing med livet i behold.

04:37

Se et længere indslag om episoden i Nykøbing.

Luk video