Psykolog: Fantastisk for børn at møde ældre

En relationspsykolog fra Skive hylder tiltaget fra Lind, hvor unge skolebørn besøger de ældre på byens plejecenter.

2:34
Når skolebørn besøger ældre, handler det om at skabe relationer, og det øger både børn og ældres trivsel

En tredjeklasse fra Lind har gennem de seneste fire måneder besøgt byens plejehjem én gang om ugen. Det har været en kæmpe gevinst – både for børnene, men i særdeleshed også for de ældre, der har nydt besøgene. Derfor er mange af børnene nu begyndt at dukke op, selvom skoledagen er slut. Projektet har nemlig kørt i skoletiden, men de nye venskaber mellem de børnene og de ældre har gjort, at det er nu også bliver til besøg i fritiden.

- Der er mange gode grunde til succesen med børnenes besøg hos de ældre. Men den vigtigste årsag, tror jeg, er, at det handler om relationer – at møde mennesker, skabe relationer på tværs af generationer og at være betydningsfulde for hinanden. Det er noget af det vigtigste, vi beskæftiger os med i livet, siger relationsspykolog Jørgen Rønsholdt, der er stifter af Institut for Relationspsykologi i Skive.

Han peger især på, at de børnene oplever noget meningsfuldt i livet, når de kommer på besøg og oplever, hvor stor en glæde det skaber blandt de ældre. De gør en forskel, og det er vigtigt, understreger Jørgen Rønsholdt.

- Der er mere og mere forskning, der peger på, at jo bedre vi har det i vores relationer, jo bedre et liv får vi. Det skaber simpelthen mere trivsel. De her børn kan tydeligt mærke næstekærlighedens værdier. Derudover oplever de også følelsen af at være betydningsfulde. Derfor er det et glimrende rum til at lære levet at kende i, siger Jørgen Rønsholdt.

Se hele interviewet med Jørgen Rønsholdt øverst i artiklen, eller gense indslaget om børnenes besøg herunder:

2:38
En tredjeklasse fra Lind har de sidste fire måneder besøgt et lokalt plejehjem én gang om ugen