Psykisk syge på gaden

Syv beboere på et psykiatrisk botilbud i Hinge ved Kjellerup risikerer at blive sat på gaden. Viborg Kommune vil ikke længere betale deres ophold.

Viborg Kommune bliver i dag skarpt kritiseret af nabokommunen Silkeborg. Politikerne i Viborg har nemlig besluttet, at kommunen fra september ikke længere vil betale for syv beboeres ophold på det psykiatriske botilbud i Hinge ved Kjellerup.

Ulovligt

Men det er ulovligt, mener politikerne i Silkeborg Kommune, som har sat jurister på sagen for at få Viborg Kommunes beslutning underkendt. Ellers kan Silkeborg Kommune blive nødt til at overtage udgiften på syv-otte millioner kroner årligt, fordi Hinge hører under Silkeborg Kommune.

En ny lov betyder, at betalingskommunen nu selv må afgøre, hvor meget hjælp borgeren skal have. Og det benytter rigtig mange kommuner sig af lige nu. Blandt andet Viborg.

Ikke længere behov for døgnbemanding

Kommunen har i første omgang tilbudt beboerne at flytte til Viborg Kommune, men det har de sagt nej til, de vil hellere blive på bostedet, hvor de har boet i mange år. Efterfølgende har sagsbehandlere fra Viborg Kommune vurderet, at beboerne ikke længere har behov for at blive døgnbemandet, men kun har behov for hjælp tre til seks timer om ugen.

 - Det er fuldstændig uanstændigt, det Viborg Kommune har gang i. De går langt over stregen, siger formanden for Silkeborg Kommunes socialudvalg, SF'eren Elin Sonne, i dag til TV/MIDT-VEST.