Provst åbner for svær diskussion: Er vi nødt til at lukke kirker?

Er der plads til 48 fungerende kirker i Skive og Salling? Provsten mener, at man er nødt til at tage debatten.

Provst i Skive Provsti, Betty Grønne Ahrenfeldt.
Provst i Skive Provsti, Betty Grønne Ahrenfeldt.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Provsten i Skive, Betty Grønne Ahrenfeldt, lægger nu op til en svær diskussion inden for folkekirken.

Hun mener, at det er tid at overveje, om der er for mange kirker i Skive og Salling.

- Kan vi blive ved med at have 48 fungerende kirker i et område, hvor befolkningsvæksten er negativ. Det er smerteligt, det er virkelig svært at tage hul på den debat, men personligt synes jeg ikke, at vi kan komme uden om den, siger Betty Grønne Ahrenfehldt til TV MIDTVEST.

Provstens overvejelser kommer i kølvandet på diskussionen om højere kirkeskat i Skive Kommune.

Provsterne i Skive og Salling lægger op til at hæve kirkeskatten fra 1,0 til 1,1 procent. Det er blandt andet store problemer med skimmelsvamp i flere kirker og præstegårde, der har fået provsterne til at foreslå en højere skatteprocent.

SF´s medlem af Skive Byråd, Anders Bøge, er stærkt utilfreds med udsigten til højere skat og har derfor besluttet at melde sig ud af folkekirken. Til gengæld deler han provstens tanker om færre fungerende kirker. 

- Jeg synes, at det er en relevant diskussion, for vi har nogle kirker, der er meget lidt besøgt. Vi har 48 kirker i Skive og i Salling, og det er rigtig mange at holde i drift. Derfor synes jeg, at vi skal have en snak om, hvordan vi kan gøre det bedre, siger Anders Bøge.

Biskoppen: Ikke meget at spare

Biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, kan godt forstå, at Ahrenfeldt åbner for diskussionen. Han fortæller, at Salling er det sted i Viborg Stift, hvor der er flest kirker i forhold til indbyggertallet.

- Jeg er åben for at tage diskussionen, men jeg vil også advare mod, at man tror, at der her ligger meget store besparelser, siger han.

Biskoppen peger på, at folkekirken har pligt til at vedligeholde de gamle kirker - også selv om de bliver taget ud af drift. Kirken har også pligt til at vedligeholde kirkegårdene.

Biskoppen nævner derimod muligheden for, at man kan lukke nogle kirker om vinteren og dermed spare på varmeregningen. Der er også mulighed for at bruge forskellige grader af vedligehold, så man for eksempel nøjes med at kalke nogle kirker hvert femte år og ikke hvert andet.

- Kirkerne er en del af den danske kulturarv, men jeg kan godt følge provsten i, at man kan blive nødt til at forholde sig til det her, siger Henrik Stubkjær.

2:17
SE OGSÅ: Indslag fra nyhederne lørdag om udsigten til højere kirkeskat i Skive Kommune.