Protestgruppe: Vindmøller skal stå længere ude i Vesterhavet

Kampklare lodsejere ruster sig til næste fase i opgøret om de kystnære vindmøller

Udsigten til de kystnære vindmøller skal tage størst mulig hensyn til naturen, siger talsfolkene for lodsejere og protesterforeninger ved Vesterhav Syd og - Nord
Udsigten til de kystnære vindmøller skal tage størst mulig hensyn til naturen, siger talsfolkene for lodsejere og protesterforeninger ved Vesterhav Syd og - Nord

Slaget om de kystnære vindmøller i Vesterhavet ved Thyborøn og Hvide Sande er langt fra slut. Selv om regeringen for få uger siden valgte at blåstemple de to projekter, så ruster lodsejere og protest-organisationer sig nu til næste fase i kampen.

Aftalen om de møllerne kom i hus i forbindelse med forliget om afskaffelsen af PSO-afgiften. Et slag i ansigtet på de lodsejere, som med næb og kløer har kæmpet mod de kystnære vindmøller.

- Politikerne har ikke taget hensyn til, at det faktisk er en helt unik natur vi har ude ved vestkysten, siger Carsten Johansen, talsmand for lodsejerne mod Vesterhav Nord projektet.

Lodsejerne kan ikke skjule skuffelsen over, at de kystnære møller kommer i to store områder ved vestkysten. De nægter imidlertid at slå op i banen og har dannet fælles front med grundejere og protestgrupper fra Vesterhav syd projektet.

- Vores mission er nu at få placeret møllerne på en sådan måde, at de er til at leve med, siger Preben Greibe, der er formand for foreningen STOP Vesterhav Syd.

For begge mølleprojekters vedkommende gælder det nemlig, at de bør koncentreres på et langt mindre område, end det er tilfældet i dag.

- I de nuværende projekter kommer møllerne til at stå over en strækning på 15 kilometer. I et tidligere materiale, havde man møllerne i to rækker over en noget kortere afstand, siger Preben Greibe.

Lodsejerne vil desuden gerne have møllerne endnu længere væk fra kysten end det er tilfældet i de skitserede projekter. Her varierer afstanden fra kysten til møllerne på mellem 4 og 8 kilometer.

- Jeg ser gerne, at møllerne kommer 20 kilometer væk fra kysten. Der vil de være så langt ude, at de skæmmer mindst muligt, siger Carsten Johansen fra gruppen af lodsejere ved Vesterhav Nord.

Allerhelst så han, at et tidligere projekt blev hevet frem fra skuffen. Her var vindmøllerne tegnet ind i et projekt, som lå nord for Thyborøn, hvor de ville genere langt mindre.

Også lodsejerne ved Vesterhav Syd er kritiske overfor den tænkte placering af møllerne i et område fra Hvide Sande mod nord til Søndervig.

- Det er i strid med forslagene fra VVM redegørelsen, der anbefaler en koncentreret placering som tilgodeser, at det visuelle udsyn bliver bevaret. Desuden at der tages størst mulig hensyn til naturen, siger Thue Amstrup-Jørgensen, der er formand for Sammenslutningen af Sommerhusgrundejere på Holmsland Klit.

Han vil nu rejse sagen overfor Energiministeriet og for Energinet for at få klarhed over de modstridende oplysninger og sammenhænge i projektet, som er signeret energiselskabet Vattenfall.

Hos Ringkøbing-Skjern Kommune mener borgmester Iver Enevoldsen, at det er skønne spildte kræfter fra lodsejernes side.

- Efter min opfattelse er løbet kørt. Vi har sagt fra kommunens side, at møllerne kunne ligge mellem fire og ti kilometer fra kysten. Vi har også se de visualiseringer der er lavet, og synes de er til at leve med, siger Iver Enevoldsen.

Borgmesteren erkender, at møllerne naturligvis ville skæmme mindre, hvis de rykker længere ud på havet. Men mener også, at begrebet skæmme, kan gradbøjes.

- Der konstaterer jeg så, at vi har masser af møller på land, som står betydeligt tættere på beboelser. end de kystnære vindmøller kommer, siger borgmesteren.

Alligevel vil lodsejerne kæmpe videre for at deres synspunkter og argumenter skal blive hørt:

- Vi har masser af kampgejst. Desværre har noget truffet beslutningen denne beslutning. Men det er før set, at der er beslutninger der er lavet om, slutter en af lodsejernes talsfolk, Carsten Johansen.