Protestgruppe i voldsom vækst

Medlemstallet på en Facebookgruppe, der vil bevare akutfunktionen på Thisted Sygehus, er eksploderet.

Efter Tage Leegaard oprettede en Facebookgruppe for at støtte akutfunktionen på Thisted Sygehus, er medlemstallet vokset enormt.
Efter Tage Leegaard oprettede en Facebookgruppe for at støtte akutfunktionen på Thisted Sygehus, er medlemstallet vokset enormt.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

En lille folkeopstand er under opsejling i Thisted.  Meldingen om at Thisted Sygehus måske mister muligheden for akutte operationer, blev for meget for en tidligere politiker, så nu har han derfor taget sagen i egen hånd og oprettet en Facebookgruppe for at støtte akutfunktionen på Thisted Sygehus. 

- Der gik ikke ret mange kvarter, så var der 300 medlemmer, og inden vi havde nået kaffetid, der var der 1000 medlemmer, og inden jeg gik i min seng om aftenen var der 9000 medlemmer, siger Tage Leegaard, der til daglig er folkeskolelærer i Thisted. 

Han oprettede protestgruppen på Facebook, for at vise lokalbefolkningens utilfredshed med, at der frem til sommer er lukket ned for akutte operationer på sygehuset i Thisted.  

Flere afdelinger ramt
I starten af sidste uge blev det besluttet, at øjenafdelingen på Thisted Sygehus lukker på grund af lægemangel, og torsdag kom så meldingen om, at også den akutte kirurgi bliver ramt. Den skal midlertidigt lukke for akutte operationer, og nu siger lokalbefolkningen altså stop. 

-For to år siden så man sit snit til at fjerne sygehusledelsen. Nu har man fjernet øjenafdelingen i Nykøbing, og nu er det akutberedskabet og så er det, man siger - hvad bliver det næste, siger Tage Leegaard. 

Men ifølge regionsrådsformanden arbejder regionsrådet hårdt for at bevare den akutte kirurgi på sygehuset. 

- Jeg håber ikke vi kommer i situationen, men vi kan være nød til at gøre det, fordi vi ikke kan gå på kompromis med patientsikkerheden. Jeg garanterer for, at vi arbejder på højtryk for at finde løsninger, så vi kan fastholde funktionerne på sygehuset i Thisted, siger Ulla Astman, der er regionsrådsformand for Socialdemokraterne i Region Nordjylland. 

Fra Facebookgruppe til støtteforening
For Tage Leegaard er næste skridt at flytte opbakningen fra facebookgruppen ud i virkelighed. Han opretter nu også en støtteforening for sygehuset. 

- Den her støttegruppe skal være mere til at sikre, at der stadig er et sygehus, og at der stadig er kvalificereret lægehjælp, siger Tage Leegaard. 

I næste uge inviterer Tage Leegaard til informationsmøde om støtteforeningen. 

Her kan du se mere om den nye protestgruppe: 

2:10
Medlemstallet på en facebookgruppe for bevaring af akutfunktionen på Thisted Sygehus er eksploderet.