Protesterer mod kunstig ø: Frygter at den vil tiltrække for mange skarver

Sportsfiskerne frygter, at en ny fugleø i Nissum Fjord vil gå hårdt ud over laksebestanden. Naturstyrelsen afviser kritikken.

For mange skarver vil udgøre en alvor trussel mod laksene i Storåen, mener sportsfiskerne. Foto: Arkiv

Naturstyrelsens planer om at etablere en kunstig fugleø i Nissum Fjord ud for Thorsminde møder så kraftig modstand fra lystfiskerne, at planerne sandsynligvis må droppes.

Læs også Nye tiltag skal redde fugle fra snu og svømmende ræve

Styrelsen vil lave en ny ø i fjorden for at give kystfuglene en yngleplads, hvor de kan være i fred for ræve og andre rovdyr.

Kystdirektoratet har givet grønt lyst til planerne, men Danmarks Sportsfiskerforbund har klaget over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og det samme har Sammenslutningen ved Storå. 

Lystfiskerne frygter, at øen vil tiltrække en masse skarver, som vil æde løs af de små laks, der trækker fra Storåen via Nissum Fjord ud i havet.

- Den ø vil blive placeret så tæt på en af hovedtrækruterne, at det vil udgøre en stor fare for ungfiskene, siger formanden for Sammenslutningen ved Storå, Gunnar Pedersen.

Han mener, at øen vil være så attraktiv for den sorte fugl med den store appetit, at det vil gøre et mærkbart indhug i Storåens bestand af laks.

Sådan forestiller Naturstyrelsen sig, at fugleøen i Nissum Fjord kan se ud. Foto: Naturstyrelsen

- Hvis vi siger, at en smolt (en lille laks, red.) vejer en 10-12 gram, og en skarv skal have 500 gram om dagen, kan man hurtigt regne ud, hvad der kan ske, siger Gunnar Pedersen.

Vil ikke tillade kolonier

Lystfiskerformanden peger på, at der ikke er lavet en konsekvensanalyse af øens betydning for laksen, men skovrider Thomas Borup Svendsen fra Naturstyrelsen siger, at DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har undersøgt sagen.

- De mente, at der ville være en meget lille indflydelse, hvis vi håndterede eventuelle forsøg fra skarvernes side på at yngle derude. Og det har vi jo sagt: Vi vil ikke tillade, at der bliver etableret kolonier eller ynglesteder fra skarver, så dem har vi lovet at fjerne, siger Thomas Borup Svendsen.

Skovrideren fortæller, at Naturstyrelsen med stor succes har etableret to fugleøer ved Harboøre - kunstige øer som allerede det første år har tiltrukket masser af fugle som fjordterner, havterner og klyder.

Penge fra EU skal bruges

Han ærgrer sig over sportsfiskernes klage, fordi det i sidste ende kan betyde, at øen må opgives. EU har nemlig støttet projektet, men pengene er kun til rådighed i en bestemt periode.

- Den bliver med stor sandsynlighed ikke til noget - ikke foreløbig i hvert fald -  fordi vi må afvente Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, og den vil sandsynligvis først falde på et tidsrum, hvor vi ikke har ikke pengene fra EU til rådighed længere. Vi vil så alternativt prøve at lede efter alternative placeringer i Nissum Fjord for at få glæde ud af de midler, når vi nu har dem, siger Thomas Borup Svendsen.

Lystfiskerne giver dog ikke meget for DCEs forsikringer om, at øen ikke vil udgøre en stor trussel mod laksen.

- Det er baseret på nogle meget gamle data, og nogle ganske få tællinger, der i øvrigt viste, at der er ganske få skarver i Nissum Fjord, og det er jo ikke tilfældet mere, siger Gunnar Pedersen, som afviser, at lystfiskerne går efter at få skarven helt udryddet.

-  Vi har ikke sagt, at skarven skal fjernes. Vi har sagt, at der ikke må blive for mange, siger han.

02:17 Luk video
00:55

Interview med formanden for Sammenslutningen ved Storå, Gunnar Pedersen.

Luk video
01:34

Interview med skovrider Thomas Borup Svendsen.

Luk video