Protest mod lukning af varmtvandsbassin

En protestgruppe fra Aulum har samlet underskrifter ind for at vise deres utilfredshed med lukningen af byens varmtvandsbassin.

varmtvandsbassin.jpg

En protestgruppe fra Aulum overrakte i dag en underskriftsindsamling med 553 underskrifter til socialudvalgsformanden i Herning Kommune, Anne Marie Søe Nørgaard.

Med den ville de vise deres utilfredshed med lukningen af byens varmtvandsbassin.

- Det er jo en katastrofe for alle os, som er dårlige, og som er blevet opereret for enten det ene eller det andet. Jeg har jo f.eks. led-gigt, så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis det bliver lukket, siger Lene Porsmose, der benytter bassinet tre gange i ugen.

Beslutningen er taget

Formanden for sundhedsudvalget har forståelse for brugernes bekymring, men hun mener, at en lukning er nødvendig.

- Vi er nødt til at prioritere de økonomiske midler, vi har, og der er der jo andre ting end varmtvandsbassiner at tage hensyn til. Der ligger mange andre indsatser i sundhed og genoptræning, som vi må tage højde for, siger udvalgsformand Anne Marie Søe Nørgaard.

Ved at lukke varmtvandsbassinet i Aulum, sparer kommunen 200.000 kroner om året på social- og sundhedsområdet.