Søndervig Feriepark: Projekt og visioner afsløret ved rejsegilde

Flere hundrede feriehuse, et strandhotel og et nyt og anderledes Lalandia vil give området omkring Søndervig en million flere overnatninger og et kæmpe boost.

Søndervig Feriepark har været mange år undervejs og er blevet stoppet både på grund af finanskrisen og en planlov, men nu begynder parken for alvor at skyde op i det vestjyske.
Søndervig Feriepark har været mange år undervejs og er blevet stoppet både på grund af finanskrisen og en planlov, men nu begynder parken for alvor at skyde op i det vestjyske.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

483 feriehuse, et strandhotel med 200 hotelværelser og Nordeuropas største vandland er blandt det, der bliver en del af den kommende Søndervig Feriepark.

I dag var der rejsegilde og pressemøde i Søndervig, hvor projektet og visionerne for et helt nyt Lalandia blev afsløret.

- Det bliver et anderledes Lalandia, som skal indpasses i naturen både ude og inde. Formen bliver tilpasset klitlandskabet med grønne tage, og indvendig skal der være vestjysk natur med sand og marhalm, siger Lalandias direktør, Jan Harriet på pressemødet.

Han løftede også sløret for, hvad det nye Lalandia mere konkret skal indeholde, nemlig vandrutsjebaner, bølgebassin, varme- og spapools, legeland og kreative værksteder.

2:23
Lalandias direkør Jan Harrit fortæller mere om visionerne i Søndervig.

En god investering

Det var Parken Sport & Entertainment, investor i projektet, og familien Hansen, som havde indkaldt til mødet. Familien Hansen begyndte at lege med tankerne om den kommende feriepark i begyndelsen af år 2000.

- I 50 år har vores familie påvirket det, der sker i Søndervig. Vi startede med en lille købmand og har været med til at etablere en badeby, og nu har vi i Lalandia fundet dem, vi allerhelst vil arbejde sammen med. Nu tror vi på, at det virkelig bliver en realitet, siger Thomas Hansen, der er købmand i Søndervig medejer af Lalandia Søndervig.

Sporten Park og Entertainment er gået ind i projektet, fordi selskabet ejer Lalandia.

- Mit indtryk er, at det er et godt sted, og vi føler os trygge ved, at det bliver en succes. Lalandia beviser med det her, at det er et skalerbart koncept, og der er også en Lalandia på vej i Sverige, og dermed går man fra to til fire. Når man kigger her virker det som et projekt match, siger Lars Seier, medejer af Parken Sport & Entertainment.

En million flere overnatninger

I dag er der 3,8 millioner overnatninger om året i området, og ifølge Ringkøbing Fjord Turismes direktør, Søren Lydig Kristensen, vil Lalandia og ferieparken give en million overnatninger mere om året.

- Det er en kæmpe stor dag for os alle. Vi tror på, at det vil give en million flere overnatninger, og desuden vil det øge turismeomsætningen med 50 procent. Det er altså ret meget, siger han.

De første udstillingshuse står næsten færdige, og allerede i pinsen begynder salget af feriehusene i den nye feriepark.
De første udstillingshuse står næsten færdige, og allerede i pinsen begynder salget af feriehusene i den nye feriepark.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Også borgmester Hans Østergaard er overbevist om, at det vil give området et stort boost.

- Vi har set frem til denne her dag i mange år. Det her en af de helt store rejsegilder. Vi får Nordeuropas største vandland, og det vil give et boost og skabe udvikling i området.

Lalandia og Søndervig Feriepark åbner først i 2022, men opførelsen af de første huse er i fuld gang. Flere stod i dag klar, så der kunne holdes rejsegilde.

Søndervig Feriepark bliver bygget på et 69 hektar stort areal.

2:27
 
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST