Profil forlænger med TTH

Bagspilleren Peter Balling har skrevet ny kontrakt med Team Tvis Holstebro.

Peter Balling har underskrevet en ny kontrakt for de næste to år med Team Tvis Holstebro. Højrebacken er i øjeblikket den næstmest scorende i ligaen, og han er ikke overraskende utroligt glad for, at hjemmebanen også hedder Gråkjær Arena de kommende to sæsoner.

- I TTH har jeg nogle rammer, der gør det muligt for at mig at udvikle mig meget og jagte mine drømme, også i forbindelse med landsholdet. Det er også et plus, at TTH er en klub, der regelmæssigt spiller med i Europa, fordi møderne med andre håndboldkulturer er med at udvikle os spillere yderligere, siger Peter Balling til klubbens hjemmeside.

Også cheftræner, Patrick Westerholm, er tilfreds med, at man har sikret fremtiden for en af holdets stamspillere.

- Peter er en meget vigtig brik på fremtidens hold i TTH. Han er inde i en rivende udvikling og arbejdet benhårdt på at blive bedre. Hans udtagelse til Udviklingslandsholdet understreger dette, og fortsætter han sin udvikling, vil han også på sigt være i spil til A-landsholdet, siger Patrick Westerholm til Team Tvis Holstebros hjemmeside.

Team Tvis Holstebro ligger efter otte kampe nummer ti i herrernes håndboldliga. På torsdag møder de på hjemmebane Aalborg håndbold i pokalturneringens kvartfinaler.