Problemer med Pusic
Martin Pusic sad over i Esbjerg efter en episode med Jess Thorup lørdag. Følelserne løb af med ham, lyder det.
FC Midtjylland spillede søndag aften 1-1 i Esbjerg. Før kampen meddelte klubben, at angriber Martin Pusic var blevet sorteret fra truppen på baggrund af en "uheldig opførsel" lørdag efter træningen overfor cheftræner Jess Thorup.
Sportsdirektør i mesterklubben Claus Steinlein maner til besindelse, og nedtoner episoden.
- Følelserne løb af med Pusic, og så traf Jess den beslutning - som vi er fuldstændig enige i - at han ikke skulle spille mod Esbjerg. Det er ikke sådan, at vi ikke forstår ham, men vi har bare nogle spilleregler og en klub, vi skal tænke over.
- Jeg har snakket med Pusic i dag, og han har fuld forståelse for beslutningen. Han kommer og siger undskyld i morgen, og så er han klar til at kæmpe videre, siger Claus Steinlein.
Han påpeger desuden, at episoden ikke får en betydning for angriberens fremtid i FC Midtjylland.
- Slet ikke. Hele vejen igennem har Pusic været topprofessionel og loyal overfor FC Midtjylland. Vi er rigtig glade for Pusic, og når han kommer i morgen igen, så kører vi videre derfra, siger Claus Steinlein.
Cheftræner Jess Thorup forklarer, hvorfor han traf beslutningen om at lade angriberen sidde over mod Esbjerg.
- På vores møde i går blev der sagt nogle ting, og vi snakkede omkring holdninger og værdier i FC Midtjylland. Jeg valgte at tage konsekvensen og sige, at han ikke kunne være en del af truppen.
- Pusic har været topprofessionel siden dag et indtil så sent som i går, hvor det kammede over i nogle sekvenser i samtalen. Sådan er det, og så må man tage nogle konsekvenser og vise, hvor grænsen går, siger Jess Thorup.
FC Midtjylland møder Hobro på hjemmebane i næste Alka Superliga-runde. Inden da venter returopgøret torsdag mod Southampton torsdag i Europa League.
/ritzau/
Se interviewet med FCM-træner, Jess Thorup, fra mandagens træning