Problemer med kølere i varmen: - Vi kører i døgndrift

Kølediskene i supermarkederne har det svært i varmen. Det betyder ekstra arbejde for købmændene og kørsel i døgndrift for reparatørerne.

Køleskabene i Nr. Vorupør har det svært i den stegende hede. Kompressorerne kører på højtryk. Arkivfoto.
Køleskabene i Nr. Vorupør har det svært i den stegende hede. Kompressorerne kører på højtryk. Arkivfoto.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

I dag bliver den varmeste dag i den allerede varme sommer, og det betyder, at det bliver sværere at holde madvarer kolde ude i butikkerne. Det siger en købmand i Nr. Vorupør. 

- Det bliver rigtigt svært i dag. Indtil videre har jeg klaret mig uden kunstigt åndedræt, men i dag har jeg været nødt til at tage mine forholdsregler, siger Kim Poulsen fra Min Købmand til TV MIDTVEST. 

Hans kølemontre har hele sommeren kørt på fuld blus, så kompressorerne har kørt konstant. De bliver rigtigt varme, når de ikke får en pause, og derfor har han været nødt til at gøre det lidt køligere omkring kompressorerne. 

- Jeg har trukket vandslanger ud, og jeg er begyndt at sprinkle jorden omkring kompressorerne. Det der har været problemet er, at kompressorerne har kørt hele dagen hver dag, og de bliver varmere og varmere, så er der ikke mere frisk luft at give af, siger købmanden. 

Kølemontrerne har det svært

Lige nu ligger Vibocolds montører og servicefolk og kører i døgndrift. Vibocold laver blandt andet de køleskabe, som man ser i butikkerne. Deres kølemontre skal serviceres ekstra meget i øjeblikket. 

- Der er altid højsæson om sommeren, men højsæsonen har været meget lang nu. Vi kører i døgndrift i øjeblikket. Frokostpauserne er nærmest kortere. Der er fuldt booket, siger kommerciel direktør hos Vibocold, Ulrich Boel Sørensen. 

Deres kølediske kan for det meste følge med, men det kan være et problem i de mindre butikker. 

- Der er forskel på, om det er en stor Bilka eller Føtex med aircondition i hele bygningen, eller om det er en lille købmand med lavt til loftet og dårlig udluftning. De mindre butikker kan det være sværere i, siger Ulrich Boel Sørensen til TV MIDTVEST. 

De lukkede kølere har det også lidt nemmere end de åbne. Derfor er det ekstra vigtigt ikke at lægge de varer, som har brug for et lukket køleskab, i den åbne køler. 

- Åbne kølere kan have det rigtigt svært. Så længe der er låg på, går det rimeligt. Så derfor er det vigtigt, at man ikke lægger fersk kød og sushi i åbne kølemontre, siger han. 

Et godt problem at have

Det kan godt være, at det er svært at holde maskinerne kolde, men varmen er i det store hele positivt for Min Købmand i Nr. Vorupør. 

- Vi sælger 50% mere, end vi ellers havde gjort i en normal sommer, men det betyder også, at jeg arbejder mere, og jeg sover mindre. Men det er et godt problem at have som købmand, siger Kim Poulsen med et grin. 

Indtil videre har maskinerne holdt til det, og kølevarerne bliver holdt på den temperatur, de skal. En af de andre grunde til at det lykkes er, at købmanden overholder maskinens anbefalinger. 

- Vi fylder aldrig op over fyldelinjen i kølemontren. Vi kan godt holde temperaturen nede, så længe vi holder det under fyldelinjen, men hvis vi stabler bare én pakke for højt, så kan maskinen ikke følge med, siger købmanden. 

Fyldelinjen er en linje i kølemontren, der viser, hvor meget luft, der skal være i toppen af maskinen, så luften kan cirkulere ordentligt i maskinen. 

Vibocold siger, at fyldelinjen altid er vigtig, men at den er særligt vigtig i sommermånederne.