Landbobank følger trop: Kunder skal betale for at have penge på kontoen

Ringkjøbing Landbobank følger i hælene på Jyske Bank og Sydbank, der har indført et lignende tiltag.

Ringkjøbing Landbobanks kunder med over to millioner kroner bliver berørt af ændringen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ringkjøbing Landbobank indfører ligesom flere andre banker negative renter for privatkunder.

Det er kunder med over to millioner kroner, der bliver berørt af ændringen.

Det oplyser banken i sit regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort onsdag.

Læs også Negativ rente: Nu koster det at have penge på kontoen

Ændringen betyder, at kunder vil skulle betale en negativ rente på 0,75 procent af deres indestående, der ligger over to millioner kroner.

Bankens administrerende direktør, John Fisker, fortæller til Ritzau Finans, at "få hundrede kunder" bliver ramt.

Banken indfører også negative renter på 0,75 procent på kontante indskud på pensionsopsparinger, og der vil "nogle flere" blive ramt, fortæller han.

Ringkjøbing Landbobank vil med tiltaget have flere kunder til at investere deres opsparinger i for eksempel aktier.

Dermed følger banken i hælene på Jyske Bank og Sydbank, der også har indført lignende tiltag.

Jyske Bank har varslet, at indskud over 750.000 kroner vil skulle betale en negativ rente fra 1. december.

For kunder i Sydbank er det indeståender over 7,5 millioner kroner, der skal betale negativ rente.

Ringkjøbing Landbobank forklarer de negative renter med, at det generelle renteniveau har været faldende, hvilket gør det sværere at tjene penge som bank.

Læs også Udgifter til bankbryllup tærer på landbobanks bundlinje

Der har været negative renter hos Nationalbanken, der er bankernes bank, stort set uafbrudt siden 2012, og i september blev renten sat yderligere ned.

Det betyder, at bankerne skal betale en rente på 0,75 procent for at have deres overskydende penge stående hos Nationalbanken.

Den regning har flere banker nu valgt at sende videre til de privatkunder, der har mange penge stående.

Mens det er et nyt fænomen, at private bankkunder rent faktisk skal betale for at have penge stående i banken, har det siden 2016 været udbredt for virksomheder at blive mødt af negative renter.

00:29

Se indslag: Tilbage i september meddelte Jyske Bank, at kunder med mere end 750.000 kroner på kontoen fremover skal betale for at penge stående.

Luk video