Konkurrence i kollektiv trafik: Privat busselskab udvider med flere ruter

Ny lovgivning har skabt større konkurrence i den kollektive trafik. FlixBus udvider og kører midt-og vestjyderne østpå til en langt lavere pris end en togbillet.

FlixBus udvider deres afgange og ruter på det midt- og vestjyske marked. Derfor udfordrer de nu de eksisterende busruter.
FlixBus udvider deres afgange og ruter på det midt- og vestjyske marked. Derfor udfordrer de nu de eksisterende busruter.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Alle veje fører efterhånden til og fra Midt- og Vestjylland, for det myldrer frem med nye, skriggrønne busser på vejene her i landsdelen. Bag det grønne logo gemmer sig fjernbusselskabet FlixBus. Selskabet har udvidet deres busruter markant og har i dag afgange fra både Herning, Holstebro, Nykøbing, Silkeborg, Skjern, Skive, Thisted og Viborg.

- Jeg synes, vi er et supplement til den øvrige kollektive trafik. Og vores mål er at få flere bilister over i den kollektive trafik, fortæller Winnie Højer, der er landechef hos FlixBus.

Samarbejder med lokale vognmænd

1. juli trådte en ny fjernbuslov i kraft. Den betyder, at der nu kun skal være 75 kilometer fra passageren stiger på bussen, til den endelige destination, hvor han eller hun står af. Før skulle der være dobbelt så stor afstand.

Og netop dén ændring har fjernbusselskabet FlixBus altså udnyttet til at udvide deres afgange og ruter på det midt- og vestjyske marked. Derfor udfordrer de nu de eksisterende busruter.

FlixBus arbejder sammen med 20 vognmænd i Danmark - tre her i landsdelen. En af dem er Holstebro Turistbusser, og her er de glade for at have fået en Flixbus-rute.

- Det har jo gjort, at vi kunne tilbyde nogle arbejdspladser herovre. Vi har udvidet vores forretning i og med, at vi er startet med at køre for Flixbus, så det har givet nogle flere arbejdspladser, fortæller Chanette Mulvad, der er vognmand hos Holstebro Turistbusser.

Billetpriserne i bund

Samarbejdet fungerer sådan, at FlixBus står for at planlægge ruter og sælge billetter, og så kører vognmændene passagererne rundt i deres egne busser

Og mens, der trykkes på speederen, er billetpriserne også trykket i bund. Hos FlixBus koster en billet ofte en tredjedel mindre end hos togselskaberne. Men de nye ruter er i første omgang kun på forsøgsbasis, lyder det.

- Det hjælper jo ikke noget, at vi kører en bus, der kører halvtom hver eneste dag. Det gør ikke noget godt for noget - hverken forretningen eller miljøet. Og så er vi selvfølgelig også villige til at lukke dem ned igen, lyder det fra Winni Højer.

FlixBus har et mål om hvert år at køre tre millioner danskere rundt i deres grønne busser.

5:00
Flixbusser har oprettet adskillige nye busruter i landsdelen. Og billetpriserne er trykket i bund.