Priskrig på kørekort

Der er for mange kørelærere i landsdelen. Det har udløst priskrig på kørekort, og det går ud over sikkerheden.

Skolevogn_0.jpg

I 1999 var der 17 kørelærere i Holstebro. I dag er der 36. Men det er ikke kun i Holstebro, at der er for mange kørelærere. Ringkøbing/Skjern, Viborg, Thisted og Herning melder om det samme problem.

 - Der er mange kørelærere, der er kørt igennem det offentlige system de senere år. Sådan er det jo i krisetider. Men de bliver uddannet ud i et totalt mættet marked. Der er i forvejen faldende børnetal, og der er faktisk for få elever til det antal kørerlærere, der er, siger Per Offersen formand for Herning Kørelærerforening.

Vil koste liv

Derfor bliver der i dag kæmpet benhård om kunderne. Det eneste, der kan konkurreres på, er prisen.Det medfører ifølge flere kørelærere dårligere undervisning, og det vil på sigt komme til at koste liv i den danske trafik.