Priske fortsætter i FC Midtjylland frem til 2022

FC Midtjylland holder på assistenttræner Brian Priske i de kommende sæsoner.

Brian Priske bliver i FCM til 2022.
Brian Priske bliver i FCM til 2022.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix (arkiv)

Tidligere landsholdsspiller Brian Priske vil også være en del af FC Midtjyllands trænerbesætning i de kommende år.
    
Den assisterende træner har underskrevet en kontraktforlængelse med mesterklubben, så aftalen nu løber frem til udgangen af 2022.

Det meddeler FC Midtjylland i en pressemeddelelse.
    
- I FC Midtjylland får alle i staben indflydelse, og jeg bliver dagligt udfordret i mit arbejde.
    
- Det er med til at udvikle mig, og jeg kan bidrage til den fortsatte udvikling af en klub, som en innovativ ledelse sørger for er i bevægelse hele tiden, siger Brian Priske.
    
Han er i gang med sin anden periode som assistenttræner i klubben. Ind imellem fungerede han kortvarigt i en tilsvarende rolle i FC København.
    
Sideløbende har han også opgaver som scout for landstræner Åge Hareide.
    
/ritzau/