Prishop: Benzinpris rammer højeste niveau i 9 måneder

Prisen på en liter benzin tager torsdag endnu et af mange prishop og rammer dermed det højeste niveau siden 24. august sidste år. Det skriver TV 2.

Torsdagens prisstigning lyder på 7 øre, og det sender det samlede prishop siden februar op på 1,29 kroner.

- 1,29 kroner er et meget stort prishop i så kort en periode. Stigningen skyldes først og fremmest, at prisen på råolie er tæt på fordoblet siden den bundede i januar, siger økonom i investeringsbanken Nordnet Per Hansen til TV 2.

 

Prisen på nordsøolie ligger på lige godt 50 dollar, og Per Hansen vurderer, at den er på vej mod 55 dollar.

- Vi kan derfor vente let stigende benzinpriser fra det nuværende niveau, men bilisterne har ingen grund til at frygte en priseksplosion, siger han.

 

Når oliepriserne - og dermed benzinpriserne - er steget, skyldes det hovedsageligt, at der er kommet en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel.

- Det er især sket på grund af store tilbagefald i produktionen af olie forårsaget af skovbrande i Canada, angreb på olieinstallationer i Nigeria og fordi Venezuela er løbet tør for likviditet til at drive økonomien, forklarer olieanalytiker i Saxo Bank Ole Sloth Hansen.

 

På grund af problemerne med produktionen af olie venter han let stigende benzinpriser for de danske bilister i de kommende måneder.

- Så længe, der fortsat er produktionsproblemer, vil det understøtte olieprisen, og det kan betyde lidt højere priser endnu over de kommende måneder, siger han.

 

Udover benzin stiger også diesel med 7 øre torsdag. Mens benzinprisen er steget 1,29 kroner siden februar, er prisen på diesel steget 1,17 kroner i samme periode.