Pris til forening for arbejdsløse

3F anerkender initiativ fra Skive.

160910_BehandlOs001.jpg

Foreningen "Behandl os ordentligt selv om vi er arbejdsløse" fik torsdag en ny initiativpris fra 3Fs A-kasse. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Foreningen opstod i Skive, men er nu aktiv i 14 byer og får stadig flere lokalafdelinger. Den kæmper for bedre forhold for de arbejdsløse - blandt mærkesagerne er bedre omskoling, relevante kurser og for dagpenge under uddannelse.

- I 3Fs A-kasse har vi i mange år forsøgt at råbe politikerne og medierne op. Det er svært. Men der bliver lyttet til jer. I har allerede så stor gennemslagskraft, at I i juni lokkede beskæftigelsesministeren til et møde med 130 arbejdsløse i Skive. Det er flot gjort, og det fortjener anerkendelse, sagde forretningsfører Morten Kaspersen i sin begrundelse ved prisoverrækkelsen.

Prisen var en check på 10.000 kroner.