Prinsens Musikkorps skal have ny leder

Orkesterchefen i Prinsens Musikkorps har sagt sin stilling op. Han søger nu nye udfordringer.

Thorngaard_0.jpg

6,5 år i spidsen for Prinsens Musikkorps er nok. Det mener orkesterchefen Henrik Thorngaard, der har valgt at sige op for at søge nye udfordringer. Han har siden 1. januar 2008 bestredet stillingen.

- Jeg har haft nogle fantastiske år ved Prinsens Musikkorps. Orkestret og jeg har arbejdet benhårdt på at gøre orkestret til et af Danmarks bedste, og det er lykkedes, siger Henrik Thorngaard i en pressemeddelelse.

Har ikke et nyt job på hånden

Siden sin indsættelse i 2008 har der været op- og nedture for musikkorpset. I 2010 var forsvarsforliget ved at tage livet af Prinsens Musikkorps, men i løbet af få dage blev orkestret reddet. Siden har den nu afgående orkesterchef en ambitiøs kunstnerisk plan for orkestret, som har gjort det bredt anerkendt i både offentlighed og i Forsvaret. Men nu er tiden kommet til et stop for Henrik Thorngaard - også selvom han ikke har et nyt job på hånden.

- Jeg har brug for nye udfordringer, og jeg tror, at Prinsens Musikkorps har brug for nye impulser. Sådan er det, når man har været tæt på hinanden i 6,5 år og har arbejdet hårdt og ambitiøst for at nå dertil, hvor vi er i dag, siger han.

Henrik Thorngaard bliver i stillingen til udgangen af oktober.