Prinsen Joachim til Nordic Tank Challenge

Prins Joachim overværede i dag soldater i Holstebro kæmpe med 60 tons, 1500 hestekræfter og armeret stål i form af Leopard 2 i Nordic Tank Challenge. Soldater fra hele verden kæmper om være den bedste kampvognsbesætning.

Prins Joachim i trøjen
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Prins Joachim var i dag tilbage i trøjen, da soldaterne kæmpede til Nordic Tank Challenge på Jydske Dragonregiments kaserne i Holstebro.

- Det er den bedste form for træning, og det er guleroden, og måske også pisken, til at holde et højt uddannelsesniveau. Og så er det også med til at holde en høj korpsånd, fordi man vil selvfølgelig allerhelst stå øverst på podiet, forklarede Prins Joachim.

Soldater fra hele verden

Ud over prinsen var der mødt soldater op fra hele verden for at konkurrere om titlen som bedste kampvognsbesætning. Og konkurrencen have Prinsens fulde opmærksomhed.

- Det er da ikke uden grund, at jeg er til Nordic Tank Challenge som gammel kampvognsmand, nu er jeg ikke selv uddannet på Leo 2, men det er da altid sjovt at komme og se, sluttede prinsen af.

Men soldaterne var også meget opmærksomme på prinsens tilstedeværelse.

- Det er dejligt, at han kommer ud og ser, hvad vi laver indenfor forsvaret. Det er godt, at han viser sig frem, sagde den svenske 1. sergent Mattias Larsson, men danskerne glæder sig også over det royale besøg.  

- Det er fornemt, at han tager sig tid til det, og vi har masser af ting, vi gerne vil vise frem. Så snart der er opmærksom på os, så er vi glade for det, forklarede Søren, der er delingsfører i Holstebro.

Det danske forsvar har 57 Leopard 2-kampvogne. Der er finale i Nordic Tank Challenge torsdag.