PostNord Danmark Rundt skydes i gang i Silkeborg

Første etape af det store danske cykelløb begynder og ender i Silkeborg i 2019. Tredje etape bliver med udgangspunkt i Holstebro.

Lasse Normann Hansen vandt første etape af PostNord Danmark Rundt i år.
Lasse Normann Hansen vandt første etape af PostNord Danmark Rundt i år.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De midt- og vestjyske cykelfans kan godt begynde at glæde sig.

Første etape af PostNord Danmark Rundt får nemlig Silkeborg som start- og slutby den 21. august 2019.

Det oplyste arrangørerne på et pressemøde på Papirfabrikken i Silkeborg torsdag formiddag. 

Løbet skydes i gang på Torvet, og efter 170 kilometer når feltet i mål på Vestre Ringvej. Inden da kommer rytterne blandt andet igennem Kjellerup, der til næste år har 150 års jubilæum, og Bjerringbro.

- Jeg tænker i al beskedenhed, at vi har landskabet til at lave et rigtig godt cykelløb. Vi er også godt klædt på til at lave store events. Vi har lige haft golfturneringen Made In Denmark i Silkeborg og til marts har vi VM i curling, siger Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V) til TV MIDTVEST.

Anden etape køres som enkeltstart i Grindsted, og på tredjedagen kommer feltet så til Holstebro, hvor turen går til Vejle over byer som Aulum, Sunds, Ikast og Ejstrupholm.

Løbet slutter traditionen tro på Frederiksberg. Det bliver den 25. august. Arrangørerne regner med, at 20 hold med hver seks ryttere vil stille til start.

Fra præsentationen af PostNord Danmark Rundt 2019.
Fra præsentationen af PostNord Danmark Rundt 2019.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST
0:20
Interview med Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V).