Post Nord-besparelser rammer små fødevareleverandører

Post Nord besparelser rammer landmænd og små fødevareleverandører, når koncernen fra 1. juli ikke længere kører fødevarer ud til private.

Små fødevareleverandører kan fra 1. juli ikke længere få kørt fødevarer ud til private, gennem Post Nord.
Små fødevareleverandører kan fra 1. juli ikke længere få kørt fødevarer ud til private, gennem Post Nord.

Den 1. juli står en masse landmænd og små fødevareleverandører uden distributør af deres varer. Det skriver Landbrugsavisen.

Det sker, fordi Post Nord har valgt at droppe fødevareleverancer til private.

Nu opfordrer viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, til at transportministeren sørger for, at nye distributører kan tage over.

- Jeg er blevet kontaktet af mange af vores medlemmer, som spørger hvad gør vi nu? siger Lone Andersen til Landbrugsavisen.

Hun pointerer, at ikke hvem som helst kan køre fødevarer ud til private. Det kræver nemlig en særlig godkendelse.

Lone Andersen opfordrer derfor transportministeren til at sikre sig, at nye leverandører kan blive godkendt, så ingen fødevareleverandører pludselig står uden distributør, om en måned.