Positiv udvikling i byggeriet: Flere lærlinge får praktikpladser

Det går godt med at skaffe praktikpladser i byggeriet. Hos Dansk Byggeri regner de med en stigning på næsten tyve procent.

Nicklas Gaardsted er en af de fire lærlinge hos tømrerfirmaet Poul Bak i Jebjerg.
Nicklas Gaardsted er en af de fire lærlinge hos tømrerfirmaet Poul Bak i Jebjerg.
Foto: Nicolaj Bøndergaard Madsen, TV MIDTVEST

Siden finanskrisen har det været svært for lærlinge at finde en praktikplads inden for byggeriet. Men den udvikling er nu vendt. For der er gang i hjulene, og ledigheden er lav, hvilket gør det nemmere at skaffe en praktikplads.

For håndværkerne har brug for lærlinge, og en af dem, der har fået en praktikplads, er Nicklas Gaardsted fra Skive. Og han er langt fra den eneste fra sin årgang.

- Det lød til, at alle på grundforløbet havde en læreplads eller en aftale ved en mester. Og vi havde også nogle fra vores hovedforløb, der var kommet ud af deres kontrakter, som havde fundet lærepladser andre steder, siger Nicklas Gaardsted, der har været i gang med tømreruddannelsen i tre år.

Han er en af fire lærlinge hos tømrer- og snedkerfirmaet Poul Bak i Jebjerg.

- Forholdene har ændret sig, så der er gang i hjulene, og alle har gang i ordrebøgerne. Så har man også lyst til at ansætte, siger tømrermester Poul Bak.

Positiv udvikling

Det er ikke kun ude i branchen, at der bliver lagt mærke til den positive udvikling. Hos Dansk Byggeri forventer de, at antallet af praktikpladsaftaler inden for bygge- og anlægsbranchen i Region Midtjylland vil stige med 19,4 procent i år sammenlignet med sidste år.

- Vi har jo været i en krisetid, hvor vi ikke rigtig turde tage lærlinge på fuld knald. Vi kan gå ind og lave nogle delaftaler, og nu ser vi, at de bliver forlænget måske to og tre gange, så vi har dem i hele perioden, og det er positivt, siger Niels Hansen, der er formand for Dansk Byggeri Midt/Vest.

Og ifølge formanden er der også hårdt brug for lærlinge i branchen.

- Vi får mere og mere at lave, og vi kommer til at mangle lærlinge. Det er vi ved at erkende rundt omkring, at det bliver en mangelvare, hvis vi ikke gør noget, siger Niels Hansen.

Hos tømrerfirmaet i Jebjerg betyder lærlingene da også meget for virksomheden. Især når der er rigtig travlt.

- Vi kan godt lide, at de unge mennesker giver noget sparring. Vi skal også have genereret nogle svende, der kan hjælpe os, når vi har travlt, siger Poul Bak.

- Jeg synes da altid, vi har noget at lave. Vi står aldrig stille, så det er dejligt nok, siger Nicklas Gaardsted.

Nicklas Gaardsted kan skifte titlen som lærling ud med tømrersvend i marts næste år.

1:56
Det går godt med at skaffe praktikpladser i byggeriet. Håndværksmestrene har brug for lærlinge.