Polske fodboldfans sætter politiet på arbejde

Midt- og Vestjyllands Politi har hele dagen været talstærkt tilstede i Herning. For med fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Legia Warszawa er også kommet et stort antal polske fodboldfans. Og det går ikke ubemærket hen. (Foto: Ole C.P. Sørensen)

PolskeFansHerning_0.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi har hele dagen haft en større aktion i gang i Herning. For med fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Legia Warszawa er også kommet et stort antal polske fodboldfans. Og det går ikke helt uden problemer.

Tyveri fra flere butikker

- De har ikke alle sammen helt styr på dit og mit, så vi har haft en del problemer med nogle, der har stjålet fra forskellige butikker og andre, der er løbet fra regningen på værtshuse og restauranter, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Sidst på formiddagen kastede flere af de polske fodboldfans med kanonslag på Torvet i Herning.

Og allerede på dette tidspunkt var der blevet hældt godt med alkohol indenbords.

- De er fulde, så vi er lidt spændt på, hvordan det her udvikler sig. Vi forventer, at der kommer op mod 500 fans fra Polen, sagde vagtchef Henrik Nielsen tidligere i dag.

Solgt 800 billetter

Nu er tallet dog et godt stykke over 500 polske fans, og derfor har politiet haft nok at se til.

- Der er kun solgt 800 billetter til kampen, men de er flere end det, så vi forventer, at der vil være nogen, der skal se kampen andre steder, og der skal vi jo så også være til stede, lyder det fra Jens Claumarch.

Politiet oplyser, at ingen er blevet anholdt. Men de mange fans er ikke gået ubemærkede hen i bybilledet.

- De ses over hele Herning i dag. De opfører sig nu ganske pænt, bare de får noget at spise, skriver Ole C.P. Sørensen fra Herning i en mail til TV MIDTVEST, hvor han også sender billeder fra hans vej rundt i byen i dag.

Fan3_0.jpg

fan2_0.jpg

Fan1_0.jpg

FC Midtjylland spiller mod Legia Warszawa i aften kl. 19.00 på MCH Arena.