Polsk firma indgår forlig til 2,2 millioner

Arbejdere på sygehusbyggerier fik ikke løn for overarbejde eller feriepenge, skriver Fagbladet 3F.

Gødstrup, byggefase
Foto: Arkiv

Et polsk firma, der deltager i byggeriet af supersygehusene i Gødstrup og Aarhus, har indgået et forlig med fagforeningen 3F om at betale 2,2 millioner kroner for brud på overenskomsten. Det skriver Fagbladet 3F.

- De ansatte fik ikke løn for overarbejde, ligesom de ikke modtog feriepenge og pension, siger næstformand i 3F Midtjylland, Jørgen Nielsen, til bladet.

Der har været flere eksempler på det, som Fagbladet 3F betegner som social dumping på sygehusbyggerierne i Region Midtjylland, og formanden for regionsrådets hospitalsudvalg, Anders Kühnau (S), ærgrer sig over, at der bliver ved med at være problemer. 

Konsulent i 3F Byggegruppen, Keld Jensen, roser det polske firma OK Skandinavien for at gå med til en frivillig aftale, der rækker længere end de 2,2 millioner.

- Det særlige ved aftalen er, at vi får adgang til at organisere firmaets ansatte på alle fremtidige danske byggepladser, fortæller Keld Jensen.

Det er ikke lykkedes Fagbladet 3F at træffe det polske firma for en kommentar.