Polititilhold skal stoppe trusler

Truende mand risikerer nu at blive anholdt, hvis han nærmere sig flere kommunale adresser.

Securitas-vagter på Infocenter Struer
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Den mand, der har opført sig truende ved flere kommunale arbejdspladser i Struer, har nu fået forbud mod at vise sig på flere af kommunens adresser.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Han har fået polititilhold på Struer Kommunes lokaliteter. Status er, at der er ro på, siger direktør i Struer Kommune, Kjeld Berthelsen.

Dagbladet har ikke kunnet få oplyst, om tilholdet gælder alle kommunale adresser i byen - eller kun de arbejdspladser, hvor medarbejderne har følt sig truet. Men faktum er, at manden risikerer at blive anholdt med det samme, hvis han overtræder forbuddet. 

Og det ser ud til at virke.

- Vi har ikke hørt fra ham siden, siger direktøren til Dagbladet.

TV MIDTVEST har tidligere beskrevet, hvordan Struer Kommune har sørget for vagter ved flere kommunale arbejdspladser. Det gælder blandt andet en børnehave og Infocenter Struer.

Struer er langt fra den eneste kommune, der har måttet hyre vagter. Det gælder blandt andre også Ringkøbing-Skjern, og HK Kommunal vurderer, at problemet med trusler mod offentligt ansatte er stigende.