Politiskolen: S-næstformand støtter Herning

Det er ikke Socialdemokratiets officielle politik at true med at kræve sagen behandlet i folketingssalen, siger Mogens Jensen.

Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen, der er valgt i Herning, mener stadig, at det er en god idé at placere en ny afdeling af politiskolen i Herning.

- Jeg har hele tiden bakket op om Herning, og det gør jeg fortsat, siger Mogens Jensen til www.aoh.dk.

Jyllands-Posten skriver ellers, at justitsminister Søren Pape Poulsen (C) kan se frem til at komme i mindretal, hvis han fastholder, at skolen skal placeres i et nybyggeri i Herning. Hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti kan støtte et nybyggeri i Herning, skriver avisen.

Mogens Jensen siger til aoh.dk, at det er ikke er partiets officielle politik at true med at trække sagen ind i folketingssalen.

- Socialdemokratiet som parti har ikke taget stilling, Det har ikke været oppe på et gruppemøde, siger han.

TV MIDTVEST har forelagt Mogens Jensens udtalelser for Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen, som i øjeblikket er på rejse i Washington.

- Det må du tale med Mogens Jensen om. Socialdemokratiets officielle politik er, at skolen ikke skal placeres i et nybyggeri, sagde Trine Bramsen, inden hun afsluttede samtalen med besked om, at hun ikke havde mere tid.

 

Læs også Dansk Folkeparti: Ny politiskole er et fatamorgana