DF: Sidste ord ikke sagt i politiskolesag

Det sidste ord er ikke sagt i den sag, siger Peter Kofod Poulsen om placeringen af den nye politiskole. Foto: Steen Brogaard

DF: Sidste ord ikke sagt i politiskolesag

Politiskole i Herning indgår i det nye regeringsgrundlag, men det sidste ord er ikke sagt i sagen, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Der er enighed i den kommende trekløverregering om, at den nye politiskole skal placeres i Herning. Det fremgår af det regeringsgrundlag, de tre partier præsenterede søndag eftermiddag.

I grundlaget hedder det: 

- Regeringen vil placere den nye politiskole i Herning.

- En nybygget politiskole imødekommer politiets fremtidige behov, og placeringen i Herning bidrager til en bedre balance mellem landsdelene.

Det har afstedkommet følgende kommentar på Twittter fra borgmester i Herning, Lars Krarup, der glæder sig:

- Så fik vi det bekræftet igen. I det nye regeringsgrundlag, skriver han.

Punktet er dog slet ikke endeligt afhandlet med Dansk Folkeparti, som er stærkt imod denne placering. Partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen, siger søndag eftermiddag til TV MIDTVEST:

- Vi ved jo ikke, hvem der er justitsminister i morgen. Jeg håber, vedkommende har tænkt sig at indkalde forligskredsens parter, så det sidste ord er ikke sagt i den sag, siger Peter Kofod Poulsen. 

Læs også Politiskole bliver stridspunkt for DF og ny regering