Politisk redaktør: Regionerne dør

Politisk redaktør for Avisen Danmark, Thomas Funding, vurderer, at regionerne, som vi kender dem i dag, snart vil være fortid.

Thomas Funding
Foto: TV MIDTVEST

Det kan snart være slut med Region Midtjylland og Region Nordjylland, som vi kender dem i dag. Det vurderer politisk redaktør ved Avisen Danmark, Thomas Funding. 

- Regionerne, som vi kender dem i dag, vil være fortid, når politikerne har handlet til ende. Det er jeg overbevist om, siger han.

Han mener ikke, at regionerne på noget tidspunkt har været elsket af nogen, og at der har været masser af kritikpunkter. 

- Det, der bliver spekuleret i, er, at Lars Løkkke simpelthen stripper regionerne fra alt andet end det, der handler om hardcore sygehusopgaver, siger han.

Ellers vil opgaverne blive fordelt mellem kommunerne og Sundhedsministeret ifølge den politiske redaktør.

Kritik på grund af valg

Grunden, til at kritikken af regionerne netop kommer nu, er, fordi valgkampen efterhånden er oppe over, mener Thomas Funding.

- Valgkampen kommer i høj grad til at handle om sundhed. Jeg tror, at det kommer til at blive det vigtigste emne. Det er i hvert fald det, partierne regner med – lige efter udlændinge. Og det er de jo ved at forberede sig til, siger han.

Selvom det ikke er til at sige, hvad det ender med, så er han ikke i tvivl om én ting.

- Produktet af den forhandling, der kommer nu, er ikke nødvendigvis, at regionerne bliver lukket. Men de bliver i hvert fald væsentligt ændret, fra det vi kender i dag, siger han.