Politisk gyser om Østerild

Forhandlingerne om placering af vindmølle-testcenter er gået i hårknude.

Det lykkedes tirsdag aften ikke Folketingets miljøordførere at blive enige om placeringen af det nationale testcenter for vindmøller.

Ordførerne forhandlede med miljøminister Karen Ellemann (V), og der var håb om, at de kunne blive enige. Men regeringen mangler stadig et flertal for at placere centret i Østerild - parterne gik fra hinanden uden en aftale.

Forhandlingerne bliver genoptaget igen onsdag. Den konservative Per Ørum Jørgensen håber, at der kommer skred i forhandlingerne, men tør ikke give et bud på, hvornår der ligger en aftale.

Regeringen mener stadig, at Østerild Klitplantage er den rigtige løsning - Per Ørum Jørgensen mener ikke, at der findes brugbare alternativer, og han afviser derfor forslaget om at placerere testcentret på Kallemærsk Hede eller ved lufthaven i Stauning.