Politisk flertal letter krav til økologisk landbrug i tørken

Som en del af en politisk aftale med regeringen, S og DF lettes der på kravene til de økologiske landmænd.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og et flertal i Folketinget vil hjælpe landbruget. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget, bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, imødekommer ønsker fra dansk landbrug for at lette tørkens konsekvenser.

Økologer får blandt andet midlertidig mulighed for at sænke grovfoderandelen uden at miste deres økologiske status. Det skriver Miljø og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Landbruget står i en meget vanskelig situation. Derfor har jeg sammen med regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet drøftet forslagene fra landbruget på Miljø- og Fødevareministeriets område.

Læs også Minister overvejer tørkehjælp til pressede landmænd

- Vi er enige om følge udviklingen tæt den kommende tid og allerede nu sætte ting i værk, som for eksempel kan hjælpe med til at skaffe foder til dyrene.

- Vi er ikke herrer over vejr og vind, men vi vil gerne hjælpe, hvor vi kan, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i pressemeddelelsen.

Tørken har gjort det vanskeligt for landbruget at skaffe foder nok til dyrene. Særligt svært er det for de økologiske landbrug, der skal leve op til særlige krav for, hvad dyrenes foder skal bestå af.

Det bliver der nu lempet på med aftalen, så økologiske landbrug i en periode kan sænke indholdet af grovfoder i foder til kvæg fra 60 til 50 procent uden at miste deres status som økologisk.

Samtidig kan der gives dispensation til at bruge foder, som er høstet på marker, der er under omlægning til økologi, og derfor dyrkes efter økologiske principper.

Endelig gives der også tilladelse til at høste græs på brakarealer og bruge dette til foder. Bekendtgørelsen ændres hurtigst muligt.

Her kan du se, hvordan flertallet vil lette kravene:

  • Økologiske landbrug kan i en periode sænke indholdet af grovfoder i foder til kvæg fra 60 til 50 procent uden at miste deres status som økologisk.
  • Økologiske landbrug kan gives dispensation til at bruge foder, som er høstet på marker, der er under omlægning til økologi, og derfor dyrkes efter økologiske principper.
  • Der gives tilladelse til at høste græs på brakarealer og bruge dette til foder. Bekendtgørelsen ændres hurtigst muligt. 
Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet 

/ritzau/ 

Læs også Martin Merrild slår alarm: Tørken er katastrofal