Legalisering af cannabis: Politikerne er splittede

Det helt klare mål med cannabis-messen er at få cannabis legaliseret. Politikerne er ikke enige om, at det er vejen frem.

Khodr Mehri ryger en joint lige så tit, han har lyst.
Khodr Mehri ryger en joint lige så tit, han har lyst.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Hash, pot, skunk – cannabis findes i mange former. Weekenden igennem har Herning været vært for cannabis-messen North Grow. Hovedtemaet ved årets messe var medicinsk cannabis, men arrangøren bag er ikke bleg for at indrømme, at det overordnede mål med messen er at overbevise politikerne om, at en totallegalisering af cannabis i Danmark er vejen frem.

- Vi skal have retten til et frit valg, og hvis jeg vil ryge en joint, så er det mit eget problem. Hvis der er nogen, der vil ryge en gang om året, så skal de føle friheden til at kunne gøre det, siger Khodr ’Cutter’ Mehri, der er fri-hash-aktivist og arrangør af cannabis-messen.

Khodr Mehri håber, at udbredelsen af kendskabet til cannabis kan nedbryde fordommene omkring det udskældte rusmiddel.

- Jeg er sikker på, at de, der er imod det, bliver omvendt på et tidspunkt. Desværre så er det svært for dem at stille sig op og indrømme, at deres partilinje har taget fejl i 50 år, siger aktivisten.

Blandede holdninger blandt politikerne

Ifølge en meningsmåling er 65 procent af danskerne for en legalisering af cannabis. Det flertal er ikke nået helt ind på Christiansborg, og det mener Socialdemokratiet er godt.

- Vi ønsker ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, at færre skal ryge cigaretter eller tobak i det hele taget og dermed også hash. Derfor synes vi ikke en legalisering er med til at gøre det forbrug mindre, siger Socialdemokratiets Annette Lind.

Noget anderledes er holdningen dog i Liberal Alliance. Her bakker man arrangøren op.

- Helt overordnet set er det skørt, at vi har valgt at sige, at det er banderne, der skal tjene penge på det i stedet for det danske samfund. Vi har givet det marked til bander, som tjener milliarder af kroner på det hvert år. Det ville være bedre med et grønt eksporteventyr, hvor landmænd og lovlydige forretningsfolk kunne tjene penge på det, siger Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance.

Midt i mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance sætter Radikale Venstre sig. De er åbne over for at undersøge cannabissens fremtid i Danmark. 

- Vi synes, man skal lave et forsøg og se effekterne af det. Det kan jo være, man kan få penge væk fra de kriminelle, og det kan også være, man kan få brudt sammenhængen mellem at starte med hash og så tage noget hårdere narkotika senere, siger Andreas Steenberg fra Radikale Venstre. 

Flere eller færre rygere

Socialdemokratiets primære argument for ikke at legalisere cannabis går på, at de ikke ønsker, at flere skal begynde at ryge.  

- Hvis man frigør hash, så vil vi have en mening om, at der er langt flere, der vil bruge hash, og det er vi ikke interesseret i i Socialdemokratiet, siger Annette Lind.

Det argument køber de ikke i Liberal Alliance.

- Når man kigger ud på virkeligheden, så kan man faktisk se, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den måde, man lovgiver på, og den måde folk forbruger cannabis på. I Holland er det lovligt, og det er samtidig et af de lande i Europa, hvor færrest unge ryger cannabis. Danmark, hvor det er ulovligt, er faktisk et af de lande, hvor der er flest unge, der ryger, siger Alex Vanopslagh.

Det har været ulovligt at købe, sælge og ryge cannabis siden 1955.

2:07
Khodr Mehri er arrangør af North Grow-messen i MCH, men han er også Fri Hash-aktivist. Hans største mål er at overbevise politikerne om at fri hash skal legaliseres i Danmark.