Politikere spørger minister om ulven

Politikere spørger minister om ulven

Flere folketingspolitikere kræver svar fra Miljømininister Ida Auken, efter at en juraprofessor i går i TV/MIDT-VEST såede tvivl om, hvorvidt ulven er fredet i Danmark. Noget som ministeren og Naturstyrelsen ellers har stået meget stejlt på.

Midt- og vestjyske folketingspolitikere vil nu have et klart svar fra Miljøminister Ida Auken. Den udmelding kommer efter, at en juraprofessor i går torsdag i TV/MIDT-VEST såede tvivl om, hvorvidt ulven er fredet.

- Reglerne siger jo ikke, at enhver oprindelig art der har været her på et tidspunkt bare uden videre skal ind. Så enkel er situationen ikke. Så jeg mener, at man i første omgang skal overveje om det overhovedet kan fungere, sagde Juraprofessor Peter Pagh til TV/MIDT-VEST i går torsdag.

En åbningMiljøministeren har stået meget stejlt på, at ulven er fredet i Danmark, og at man derfor ikke kan bestemme, om den skal være her eller ej. Og det har fået blandt andre Venstres folketingsmedlem, Thomas Danielsen, til at stille et spørgsmål til ministeren.

- Indtil nu har Ida Auken stået meget stejlt på, at ulven er fredet, og derfor er der ikke noget at gøre. Derfor er jeg også glad for nu at få juridisk opbakning til min holdning, siger Thomas Danielsen, der er stor modstander af, at ulven skal være i Danmark.

Også en af de lokale socialdemokratiske folketingspolitikere ser den nye udmelding fra juraprofessoren som en åbning.

- En ting er, at der er kommet en ulv, det er spændende i sig selv. Jeg synes at vi skal passe på med ikke at falde på halen for, at det er ulven der skal bestemme det hele. Vi andre skal også kunne være her, også dem der driver fåreavl og alle andre. Så kan vi nu bruge den nye viden, der er kommet på banen til at få lavet en plan for, at både ulven kan være her, og det kan vi andre også. Jamen så er det jo den vej, vi skal gå, siger Socialdemokraternes folketingsmedlem Simon Kollerup.

Minister: Den er fredet

Men ifølge miljøministeren ændrer juraprofessorens udtalelser ikke noget. Det hele handler nemlig om, hvorvidt ulven er indvandret selv eller om den er blevet udsat.

- Så længe den er vandret ind, og vi kan jo se, at den her er kommet fra Tyskland, så er der ikke nogen tvivl om juraen. Så er ulven hjemmehørende og fredet, siger Miljøminister Ida Auken fra SF.

Hør her et længere interview med miljøminister Ida Auken:

02:00 Luk video

Se her et interview med Venstres folketingspolitiker Thomas Danielsen:

00:43 Luk video