Politikere sagde nej til to vindmølleprojekter

Kommunalbestyrelsen vedtog tirsdag aften, at vindmølleområdet Tagmark skal have nye vindmøller. To andre projekter er blevet afvist.

Vindmølle
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Vindmøller er noget, der ofte og heftigt bliver debatteret i Thisted Kommune. Og debatten vil højst sandsynligt fortsætte, for på et kommunalbestyrelsesmøde tirsdag aften blev det vedtaget, at der skal sættes nye vindmøller op i vindmølleområdet Tagmark nord for Hillerslev. Helt konkret skal seks vindmøller tages ned, og der skal sættes otte nye op.

De to andre vindmølleprojekter, som også var på dagsordenen, nemlig ved Nørhå og Sindrup, bliver forkastet.

Og det ærgrer formanden for klima-, miljø- og teknikudvalget, Kaj Kirk.

- Det er jeg træt af. Jeg gik ind for, at vi skulle have alle tre områder igennem, siger Kaj Kirk.

Ifølge Kaj Kirk var projekterne finansieret af projektmagerne, og det var de lokale, der ville investere. Så derfor havde han håbet, at projekterne var gået igennem.

- Vi har ikke den store indtjening i Thisted. Men her kunne vi have tjent noget på vinden, siger Kaj Kirk.

- Men sådan fungerer demokratiet, og det bøjer jeg mig for.

Kaj Kirk forventer at få en VVM-redegørelse på projektet i næste uge.  

2:22
TV MIDTVEST sendte i søndags dette indslag om en gruppe thyboer, der gerne vil være naboer til vindmøller.