Politikere raser over muslimsk censor

Både Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti kalder det uacceptabelt, at en muslimsk censor ikke ville give hånd til de kvindelige studerende, han skulle bedømme til eksamen

Inger-Stoejbjerg.jpg

Manden var censor til en matematikeksamen på Herning HF & VUC, men havde på forhånd meddelt de studerende, at han ikke ville give hånd til fremmede kvinder.

- Tænk, at vi er kommet dertil i det danske samfund, hvor eksempelvis censorer ikke accepterer fuldstændig almindelige normer og værdier i Danmark. Det er rystende, siger Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg.

DF savner regler

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, ser gerne, at der bliver lavet regler på området.

- Jeg føler mig helt uforstående over for, at hverken Undervisningsministeriet eller Ligestillingsministeriet har grebet ind i sagen. Den pågældende person skal acceptere, at han giver hånd, eller også bør han fyres. Ganske enkelt, siger han.

Minister: En sag for Ligebehandlingsnævnet

Kirke- og Ligestillingsminister Manu Sareen (R) opfordrer pigerne til at indberette sagen for Ligebehandlingsnævnet.

- Ud fra en ligestillingsvinkel kan jeg sagtens forstå, at piger kan blive utrygge, når en censor ikke vil give dem hånd. Jeg kan godt forstå deres argument med, at de føler sig bagud på point fra starten. Jeg vil opfordre pigerne til at klage til Ligebehandlingsnævnet, for det vil være fint at få en juridisk vurdering af det her ud fra et ligestillingsperspektiv, siger han.