Politikere om spareplan: Trygt og rimeligt

Politikerne i Region Midtjylland er blevet enige om et forlig, der skal spare regionen for 699 millioner. Vigtigt har det været at være fair over for yderområderne og skabe tryghed.

Tidligt mandag aften indgik regionsrådet i Region Midtjylland forlig om, hvordan man frem imod 2019 skal spare 699 millioner. Og det havde stor betydning for politikerne at tilgodese alle.

- Det vigtigste har overordnet set været trygheden for befolkningen - for de akutsyge - men sandelig også at bevare nogle arbejdspladser i den vestlige del af regionen - og i øvrigt også på Djursland, fortæller Anne V. Kristensen, som er gruppeformand for Venstre i Region Midtjylland.

For de Radikale var det vigtigt at sikre afdelingerne i Skive og Lemvig.

- Med det kompromis, hvor vi mister fire sengepladser, er det lykkedes at bevare de to afdelinger. Jeg gik tydeligt efter ikke at kannibalisere til fordel for Skive, men sikre at både Skive og Lemvig fortsat har to velfungerende afdelinger, siger gruppeformand Poul Erik Christensen.

Kun Enhedslisten står uden for det forlig, de resterende partier i regionsrådet har indgået.