Politikere i slagsmål om tog

Viborg og Farvskov uenige om togforbindelser over kommunegrænserne

Politikerne fra Viborg og Favrskov er endt i slagsmål om bedre togforbindelser
Politikerne fra Viborg og Favrskov er endt i slagsmål om bedre togforbindelser
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Politikerne fra Viborg og Favrskov er havnet på kollisionskurs i et spørgsmål om togforbindelser over kommunegrænserne.

Viborg kæmper, på sin side, om kortere rejsetid mellem Viborg og Aarhus. Men Venstre i nabokommunen Favrskov frygter, at den plan vil betyde færre stop på de lokale stationer her.

- Vi er faktisk lidt fortørnede over det, siger Flemming Nørgaard, der er venstre-politiker og i byrådsmedlem i Favrskov.

Han er også pendler, og mener forslaget fra Viborg vil forringe servicen for de passagerer, der f.eks. skal med toget fra Hinnerup, Hadsten og Ulstrup, 

Forklaringen er at toget får færre stop på netop disse stationer, hvis rejsetiden mellem Viborg og Aarhus skal gøres kortere. Men i Viborg afvises bekymringerne.

Overdramatisering

- Det er noget overdramatiseret, siger formanden for teknik- og miljøudvalget i Viborg Kommune. Johannes F. Vesterby.

For selv om togforbindelsen mellem de to byer ikke er for god i dag, og Viborg gerne ser den optimeret, så vil der ikke blive pillet ved de nuværende antal togstop, lover udvalgsformanden:

- Men vi forbeholder os retten til at kæmpe for bedre forbindelser på skinnerne mellem Viborg og Aarhus. Det skylder vi borgerne, siger Johannes F. Vesterby.

I Favrskov vil Venstre dog tage sagen op for at sikre, at der stadig kører tog hver halve time fra kommunens stationsbyer:

- Vi er helt afhængige af halvtimes drift, hvis vi skal vækste i kommunen generelt, siger Flemming Nørgaard.

I dag tager det fem kvarter med tog fra Viborg til Aarhus. Viborg Kommune undersøger blandt andet muligheden for hurtigtog, der kan bringe køretiden ned på en time.