Politikere bruger 19 timer om ugen på kommunalpolitik

Kommunalpolitikere bruger dobbelt så meget tid på dagsordener og møder sammenlignet med niveauet i 1970.

isabell_friis.jpg
Foto: Preben Breinholt, Breinholt Foto

Dagsordener, bilag og møder fylder mere og mere hos landets kommunalpolitikere.

Siden 1970 er den tid, som kommunalpolitikere bruger på møder og forberedelse, næsten fordoblet fra 10-12 til 19 timer om ugen.
    
- Det hænger sammen med, at kommunerne er blevet større og har fået mere komplekse opgaver, siger kommunalforsker Yosef Bhatti, fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
    
Undersøgelsen, som centret står bag, viser også, at mere end halvdelen af de adspurgte vurderer, at det politiske arbejde går ud over privatlivet.
    
- Det er især kvinder og unge, der føler, at kommunalpolitik tager så meget tid, at det går ud over privatlivet, siger Yosef Bhatti.
    
Det kan den socialdemokratiske politiker Isabell Friis Madsen fra Favrskov Kommune tale med om.
    
Hun bruger i gennemsnit 15 timer om ugen på arbejdet som formand for børne- og skoleudvalget og medlem af økonomiudvalget.
    
- Jeg kunne bruge meget mere, men det er det niveau, jeg kan finde tid til og så samtidig være der for familien, siger hun.
    
Den 39-årige mor til fire børn på 5 til 13 år arbejder 32 timer om ugen som uddannelseskoordinator på Aarhus Universitetshospital.
    
Det politiske arbejde har sin pris.

- Mine veninder er groft forsømt, og jeg ser stort set ikke fjernsyn, siger Isabell Friis Madsen, der bruger sine aftener på at pløje sig igennem dagsordener og bilag.
    
- Det hænger kun sammen, fordi jeg har flekstid på arbejde og har en meget forstående mand, siger hun.
    
Selv om det politiske arbejder trækker tænder ud, genopstiller Isabell Friis Madsen ved det kommende valg.
    
- Det er helt vildt berigende at have indflydelse og kunne se resultatet af de beslutninger, jeg er med til at træffe, i min børns skoledag eller i ældreplejen til naboen, siger hun.
    
Yosef Bhatti ser det tidskrævende arbejde som en af årsagerne til, at eksempelvis kvinder, unge og personer ansat i det private erhvervsliv generelt er underrepræsenteret i byrådene.
    
Der er ifølge kommunalforskeren to veje at gå, hvis man vil lette arbejdsbyrden og sikre en bredere repræsentation:
    
- Enten skal man give politikere højere honorarer, så de lettere kan købe sig fri af deres arbejde eller blive fuldtidspolitikere.
    
- Eller også skal man gå den anden vej og prøve at sænke deres tidsforbrug. Måske ved at give dem en form for yderligere bistand eller reducere deres sagsbunker, siger Yosef Bhatti.

Der er kommunalvalg 21. november.

/ritzau/