Politiker vil redde Næssundfærgen

Håbet er endnu ikke ude for den lille færge, der dagligt bringer pendlere over Næssund. I hvert fald ikke, hvis det står til socialdemokraten Jakob Kortbæk.

naessundfaergen.jpg

Budgetforliget i Morsø Kommune har mundet ud i, at Næssundfærgen skal lukke. Men det er en forkert beslutning, mener socialdemokraten Jakob Kortbæk. Det fortalte han i går, da byrådet havde forslaget om lukningen til første behandling.

- Den er en del af folks infrastruktur, den er en del af deres hverdag, og derfor synes jeg, at vi skylder endnu en gang at kigge på, om vi kan finde den endelige finansiering, fortæller Jakob Kortbæk til Radio Limfjord.

Han mener, at pengene eksempelvis kan findes blandt de mange tilskudskroner, der går til kommunens kulturinstitutioner.

Meiner Nørgaard, der er formand for Morsø Kommunes Teknik og Miljø-udvalg, ærgrer sig over tidspunktet, men vil ikke udelukke endeligt, at færgen kan reddes.

- Hvis det er sådan, at det kan munde ud i, at Morsø Kommune i fremtiden ikke skal putte penge i den færgedrift, hvilket vi jo har aftalt i forliget, skal vi selvfølgelig kigge på det.

Sådan siger udvalgsformanden til Radio Limfjord og henviser til, at Færgerådet i Karby tidligere har givet tilsavn om at skyde penge i driften af færgen.

Jakob Kortbæk har nu bedt forvaltningen om at regne på at hans forslag. Det skal gerne munde ud i at blive et konkret ændringsforslag, forklarer han.