Politiker vil have lov om misbrug af kongekrone lavet om

Efter dagens dom, hvor kroejer er dømt for at misbruge kongekronen, vil folketingspolitiker nu have kulturministeren til at lave loven om.

Kongekrone på Grønhøj Kro

For første gang er en kroejer blevet dømt for ulovlig brug af kongekronen som kendetegn. Gregers Laigaard fra Grønhøj Kro skal nu fjerne den lukkede krone fra kroens hjemmeside og fra en mindesten i krohaven. 

Det mener folketingspolitiker Kristian Pihl Lorentzen (V) er helt hen i vejret.

- Det kan ikke være meningen, at vores kongeligt priviligerede kroer skal jagtes på den her måde. Det er jo ikke sådan, at de trækker konkronen ned i sølet. Tværtimod bruger de jo kongekronen til at hævde et stykke vigtig dansk kulturhistorie, siger han til TV MIDTVEST. 

Retten i Viborg slog fast, at Grønhøj Kro ikke har vundet hævd på at bruge den lukkede kongekrone, selvom den har en historie som kongelig priviligeret kro. Over 100 danske kroer har en fortid som kongeligt priviligerede. For mange af dem er kronen en integreret del af deres logo, og de fleste har ignoreret Rigsarkivets pålæg om at stoppe brugen af den lukkede kongekrone, som er forbeholdt staten og kongehuset.

Men efter dagens dom vil regeringen nu kigge på reglerne.

- Nu vil jeg studere dommens præmisser og herefter drøfte det med ordførerne, skriver Kulturminister Bertel Haarder i en mail til TV MIDTVEST.

Kulturministeren har tidligere tilkendegivet, at han var villig til at kigge på reglerne, hvis dommen gik imod kroejeren.

Men indtil videre må kroejer Gregers Laigaard rette sig efter dommen og klare sig uden krone.