Politiker til ny friskole: - Der går grænsen

I Holstebro er en friskole og en flok politikere røget i totterne på hinanden efter et afslag om leje af lokaler.

Formanden for Børne- og Ungeudvalget i Holstebro, Torben Gudiksen, siger nej til ny friskole, der vil låne lokaler af folkeskolen. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

En ny friskole i Holstebro møder modstand fra lokale politikere. Friskolen mangler et hjemkundskabslokale og har spurgt om de kan leje sig ind på en folkeskole.

Men der går grænsen, mener et flertal i Børne- og Ungeudvalget.

- Jeg synes, der er lige kreativt nok, siger Torben Gudiksen (R), formand for Børne- og Ungeudvalget i Holstebro Kommune.

- Jeg synes jo ikke det er rimeligt, når man har meldt sig ud af folkeskolen og gerne vil lave en ny friskole, at man så gerne vil bruge nogle gode ting fra folkeskolen alligevel. Så, der går altså en klar grænse for mig, siger den radikale udvalgsformand, Torben Gudiksen til TV MIDTVEST.

Det er forældre, der er har startet den nye friskole, der hedder Vestbyen Friskole. Det er sket i protest mod skolesammenlægningen i den indre by.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at man ikke er specielt glad for vi laver en friskole, men det er jo den mulighed vi har og det er en demokratisk ret vi har, siger skolebestyrelsesformand Kenneth Tønning, Vestbyen Skole.

Kenneth Tønning er formand for skolebestyrelsen på Vestbyen Friskole. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

I første omgang begynder skolen i nogle pavilloner på en parkeringsplads ved Idrætscenter Vest. Og ind til en ny skole bliver bygget færdig har skolen brug for et lokale til hjemkundskab.

- Det er ligesom om, man vil tvinge børnene over i en folkeskole. Altså, at sige at det er eneste valgmulighed I har, hvis man skal have nogle penge eller andet fra kommunen af eller noget hjælp. Og det synes jeg bare er synd, siger Kenneth Tønning. 

Læs også Friskoler har overtaget på Mors

Udvalgsformanden erkender, at der skal være plads til friskoler.

- Det er der også, men de skal så bare ikke ind og bruge folkeskolens lokaler, når man har meldt sig ud af folkeskolen, siger Torben Gudiksen, formand for Børne- og Ungeudvalget i Holstebro Kommune. 

01:45 Luk video