Politiker om skolerne: Silkeborg skraber bunden

Pop Up Valg i Silkeborg: Rød blok revser blå for at bruge for lidt penge på folkeskolen

1:50

Silkeborg kommune er i følge konservative den kommune i landet der bruger fjerde mindst på folkeskolen.

Det fik i rød blok til at skærpe kritikken mod venstreborgmsteren og resten af blå blok, under Pop Up valget i Silkeborg kommune.

- Vi ligger og skraber nede i bunden, når det handler om midler til folkeskolen. Og det der med at lære nøgen kvinde at spinde, det forudsætter jo at der er noget materiale at spinde af, ellers kan man jo ikke uanset hvor meget man gerne vil, siger Lene Fruelund fra Enhedslisten.

- Vi skal have øje for, at alle børn skal have en god skoledag, også dem der har allersværest ved det, og der er der virkelig behov for at sætte noget ind, mener Lene Fruelund. 

Konservative: Et par skoler underpræsterer

TV MIDTVEST sender valgdebatter fra samtlige kommuner op til kommunalvalget 21. november. I dag mandag fra Jysk Musikteater i Silkeborg.

Hos de konservative indrømmer de, at Silkeborg kommune har en udfordring på skoleområdet.

- Skolerne i Silkeborg kommune gør det rigtigt godt. Der er et par skoler der underpræsterer, det skal vi selvfølgelig have kigget på. Men når man ser på de resultater, der skabes i Silkeborg kommune, så er de rigtigt fine, siger den konservative spidskandidat Martin Jakobsen. 

Silkeborg kommune har i følge konservative det 13. højeste skattegrundlag uden for hovedstaden, samtidig er kommunen helt i bund, når det gælder om at bruge penge på folkeskolen.

Konservative vil dog ikke rette al kritikken mod borgmester Steen Vindum.

- Steen Vindum sidder for bordenden, men det er jo et helt byråd, der står sammen om politikken, siger Martin Jakobsen.

Før kommunalvalget står rød blok samlet i kritikken af de borgerlige partier, når det gælder skoleområdet.

- Hvis det er sådan, at vi skulle op at ligge på gennemsnit på landsplan, så skulle en skole, som Kjellerup skole eller Trekløverskolen, som den hedder i dag, have seks til otte medarbejdere mere i deres dagligdag. Og det vil helt klart kunne løfte, særligt de børn der har udfordringer, siger socialdemokraternes spidskandidat, Søren Kristensen.

- De børn der har en svær skoledag, de skal have noget mere støtte, mener Søren Kristensen fra socialdemokratiet.

Koster 50 millioner

De ville koste Silkeborg kommune omkring 50 millioner kroner at løfte området og få ansat flere lærere. Og den er Silkeborgs nuværende borgmester med på.

- Jeg har også en klar ambition om, at vi skal have løftet det økonomiske niveau i vores folkeskoler. Det handler så bare lige om, hvor finder vi pengene henne, spørger borgmester Steen Vindum fra Venstre.

Alternativets Claus Løwe Klostergård er selv inklusionspædagog.

- De ansatte der ude de knokler. De knokler mere end de næsten kan holde til. Det er ikke rimeligt. Og det er bare et spørgsmål om tid før jeg tror, de siger stop, siger alternativets spidskandidat i Silkeborg.

- Det kan jo ikke passe at de skal knokle sig selv ihjel der ude, og vi har en masse elever der ikke trives der ude. Jeg ser det dagligt. Jeg synes ikke det er fair.

Se hele Pop Up Valg fra Jysk Teater i Silkeborg: